23948sdkhjf

KORA: Nye sygehuse kræver ny organisering

Det er også vigtigt at fastholde fokus på reorganiseringerne, når de nye sygehuse er drift, lyder det fra seniorprojektleder Marie Henriette Madsen, KORA.

KORA - Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning - har i en ny rapport afdækket de nye organisationsformer, der følger med de nye super-sygehuse. KORA har undersøgt forskellige aspekter i udviklingsarbejdet frem mod indflytning ved hjælp af udvalgte cases fra bl.a. Herlev Hospital og Nyt Aalboreg Universitetshospital.

De nye enestuer, akutmodtagelser og sengeafsnit kalder på ændrede arbejdsgange og organisationsstrukturer - et stort arbejde, som sygehusene allerede er godt i gang med.

- Personalets arbejdsgange og hospitalernes organisering skal vendes på hovedet, hvis patienterne skal få glæde af de nye rammer i praksis. De kan ikke bare fortsætte på samme måde, som de har gjort hidtil, siger seniorprojektleder Marie Henriette Madsen, der har stået i spidsen for KORAs afdækning.

I rapporten konkuderes det bl.a. at *kvadratmeterne udnyttes bedre, end de bliver i dag. Flere hospitaler arbejder derfor henimod, at sengeafsnittene er et fælles gode, alle har ret til at bruge, men som ikke ejes af bestemte afdelinger. Den enkelte afdeling skal dermed bruge det antal senge, der svarer til det aktuelle behov frem for at råde over et fuldt sengeafsnit.'

- Dels skal der udarbejdes en række retningslinjer for, hvad der udløser retten til brug. Dels er der behov for at finde en metode til at få overblik over, hvilke senge der er i brug, og hvilke der er ledige, siger Marie Henriette Madsen.

Balancen mellem specialafdelinger og akutmodtagelser bliver forrykket, når en del af specialafdelingernes opgaver skal varetages i akutmodtagelserne. De får færre opgaver på afdelingerne og bliver dermed tilsvarende mindre.

- Det giver mulighed for at samle funktioner, der har et naturligt opgavefællesskab eller fælles patienter. Det vil dog ofte også kræve en opkvalificering af personalet, fordi de skal kunne tage sig af en bredere patientgruppe, og fordi patientens flow igennem behandlingsforløbet bliver en arbejdsopgave i sig selv, siger Marie Henriette Madsen.

KORA konkluderer også, at det skal gøres klart for medarbejderne, hvilke rammer de skal nytænke indenfor, og hvilke områder der er til debat.

Marie Henriette Madsen påpeger også, at det er vigtigt at fastholde fokus på reorganiseringerne, når sygehusene først er i drift. Det er nemlig ofte først i mødet mellem nye fysiske rammer og nye arbejdsgange, at behovet for justeringer viser sig.

KORAs undersøgelse bygger på 39 kvalitative interview med ledere og medarbejdere fra i alt 15 sygehuse samt læsning af skriftligt materiale knyttet til sygehusbyggerierne. Interviewene er gennemført fra efteråret 2015 til foråret 2016.

KORA har undersøgt forskellige aspekter i udviklingsarbejdet frem mod indflytning ved hjælp af udvalgte cases:

Nyt Aalborg Universitetshospital. Et ’barmarksprojekt’, hvor hele organisationen skal arbejde i de nye rammer. 
Akutmodtagelsen på Herlev Hospital. Her bygges en ny akutmodtagelse, men allerede nu implementeres nye arbejdsgange i det eksisterende byggeri.
Akuthuset på Slagelse Sygehus. Her er undersøgelsens fokus på at etablere akutmodtagelsen som en ny organisatorisk enhed på hospitalet og i nye fysiske rammer.
Region Midt, hvor undersøgelsens fokus er på en metode til træning af nye arbejdsgange i de nye rammer med Lego-figurer på en stor voksdugsmodel af det nye hospital.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109