Flere ældre lander i RKI
Flere ældre aarhusianere lander i RKI. Det har fået to rådmæmnd til at reagere og tage initiativ til nye økonomiske vejledninger til ældre.
En af problematikkerne kan opstå, når de ældre flytter på plejehjem, siger rådmand Jette Skive (DF)
- Når ældre flytter i ældre- eller plejebolig, står de ofte over for at skulle søge boligstøtte. Men i en situation, som kan være meget følelsesladet, fordi man skal flytte fra et hus, som man måske har boet i hele livet, er det ikke altid man husker på alt det praktiske, der følger med, siger Jette Skive.
Stik imod tendensen på tværs af alle aldersgrupper, er antallet af personer over 60 år registreret i RKI steget markant. Mens tallet generelt er faldet med 5,7 procent i perioden 2014 til 2017, er antallet af ældre i RKI steget med 19 %.
Den tendens vil rådmand for Sundhed og Omsorg Jette Skive og rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad se på, om Aarhus Kommune kan være med til at vende.
- Der kan være flere forskellige forklaringer på, hvorfor ældre havner i en økonomisk svær situation og i sidste ende i RKI.... hvis vi kan hjælpe bare det mindste med at vende den negative tendens, som vi har set over de seneste år, så skal vi da gøre det, fortæller Jette Skive, som stillede forslaget i Byrådet, da hun hørte om udviklingen.
Rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad vil se på, hvordan ældre modtager vejledning og information om muligheder for offentlig støtte.
- Vi ved, at nogle kan opleve, at det er svært at navigere rundt i den digitale selvbetjening, og det skal vi hjælpe dem med. Vi har sammen med Ældresagen lavet nogle målrettede indsatser, men vi skal styrke kommunikation yderligere. Det er vigtigt, at vi får inkluderet alle borgere, og vi skal støtte dem, der har brug for hjælp til at komme i gang, siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad (R).
Aarhus byråd behandlede forslaget 16. november, og forslaget skal behandles i sundhed- og omsorgsudvalget før indstilling til godkendelse i byrådet.