23948sdkhjf

En spiseven kan være en dejlig julegave

Slagelse Kommune er nu parate til at matche spisevenner og småtspisende ældre, der kan få glæde af hinandens selskab.

I Slagelse er en frivillig arbejdsgruppe klar til ordningen "Spisevenner". Nu mangler man blot at høre fra de ældre, der ønsker at få en spiseven og frivillige, som ønsker at være spisevenner.

Ordningen er så småt igang: Mandag den 11. december fik det første spisevennepar mad fra Slagelse Kommune, som de sammen nød over en hyggelig snak ved middagsbordet. 

Maden smager bare bedre, når den nydes i godt selskab – og ofte glider der lidt mere ned. Derfor har fem frivillige - bl.a. den ene fra Ungdommens Røde Kors - meldt sig til at hjælpe med at koordinere en spisevensordning i Slagelse Kommune i tæt samarbejde med idrætskonsulent Bente Nørregaard. 

En frivillig spiseven er en slags besøgsven, der holder en enlig ældre med selskab ved et måltid én gang om ugen. Slagelse Kommune betaler måltidet for den frivillige spiseven.

- Vi har været heldige at få fem søde frivillige, som vil hjælpe med at koordinere at ældre og frivillige spisevenner kobles sammen og mødes over et måltid mad. Formålet med ordningen er at hygge sig sammen om maden, for de fleste synes, det er rart at få besøg og at have en at spise sammen med. Så nu hører vi meget gerne fra ældre borgere, der gerne vil have besøg af en spiseven, ligesom vi også gerne hører fra frivillige, der har lyst til at tage ud og besøge en ældre. I arbejdsgruppen håber vi, at vi kan nå at give flere ældre i kommunen en dejlig julegave i form af en spiseven, som kan starte op i begyndelsen af det nye år, siger idrætskonsulent Bente Nørregaard.

Spisevennen og den ældre aftaler selv, hvilken ugedag de skal have en spiseaftale, og det kan give noget at se frem til.

- Spisevenner er en god mulighed for at enlige ældre borgere kan få selskab til maden. Flere andre kommuner har gode erfaringer med spisevenner, da det netop ofte kan få småtspisende borgere til at spise en ekstra bid, når der er hyggeligt selskab til maden. Samtidig giver den ugentlige middagsaftale også noget at se frem til. Jeg håber, både ældre og frivillige vil benytte muligheden for at få en hyggelig snak og måske opbygge et nyt venskab over et måltid mad, siger formand for Sundheds- og Seniorudvalget Ann Sibbern. (O)

Hvis du vil have en spiseven eller ønsker selv at blive spiseven, så kan du tilmelde dig på https://madservice.slagelse.dk/spisevenner.

Du kan blive spiseven i foreningen Spisevenner i Slagelse Kommune, hvis du kan nikke ja til:

at du er over 18 år og har en ren straffeattest

at du har overskud i hverdagen til at knytte et nyt venskab

at du kan tilbyde at være spiseven én gang om ugen i minimum en time

at du accepterer, at du som frivillig spiseven har tavshedspligt

at du accepterer at gå med et personligt ID-kort ved dine besøg.

 

Du kan få en spiseven hvis du kan nikke ja til:

at du er enlig ældre i egen bolig

at du kan selv åbne døren for din spiseven

at du kan selv spise

at du er småtspisende

at du er visiteret til kommunal madordning igennem Madservice Hashøj eller Det Danske Madhus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079