Sundhedsteknologi trækker flere til skolebænken
Flere vil læse ingeniøruddannelse inden for sundhedsteknologi. Det viser netop offentliggjorte tal fra Aalborg Universitet (AAU) på baggrund af dette års ansøgninger til videregående uddannelser.
Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.
I forhold til sidste år har 4,8 procent flere uddannelsessøgende haft et ingeniørstudie på AAU øverst på ansøgningslisten. Og det gælder blandt andet uddannelsen inden for sundhedsteknologi.
- Jeg tror blandt andet, at det skyldes vores unikke internationale position inden for ingeniørvidenskab, men også at de unge mennesker har fået øjnene op for den problembaserede tilgang til studierne, som kendetegner AAU, siger Mogens Rysholt Poulsen, der er dekan for det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet.
Udover en generel stigning i antallet af ansøgere oplever universitet også en stigende interesse fra kvindelige ansøgere. Således er antallet af kvinder, der har søgt ind på ingeniøruddannelserne steget med 4,7 procent.