23948sdkhjf

Plejepersonale skal arbejde trods kontakt med coronasmittet

Læger, sygeplejersker og hjemmehjælpere skal møde på arbejde, selv om de har haft nærkontakt med en coronasmittet borger - så længe de ikke selv har symptomer.

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Det skriver Jyllands-Posten.

Retningslinjerne, som avisen har kigget på, er fra sidste uge. Det var på det tidspunkt, sundhedsmyndighederne opgav strategien om at karantænesætte og opspore alle smittede samt dem, de havde været i kontakt med.

I stedet tester man nu de alvorligt syge.

- Hvis man bliver udsat for smitte med Covid-19, skal man ikke blive hjemme fra arbejde - medmindre man bliver syg, oplyser Sundhedsstyrelsen.

Den vurderer, at "der er en meget lille risiko for, at man smitter", hvis man ingen symptomer har.

Men arbejdsforholdene skaber tvivl hos medarbejdere i sundhedsvæsenet.

Torben Hollmann, der er sektorformand i fagforbundet Foa, siger, at han hver dag får "hundrede mails" fra tvivlende medlemmer.

- I starten skulle man blive hjemme og være i karantæne i 14 dage, så man kunne begrænse spredningen.

- Det kan vi ikke mere, for så skulle vi sende rigtig mange medarbejdere hjem. Det har vi ikke mandskab til. Derfor er proceduren, at man går på arbejde, siger han til Jyllands-Posten.

Også Grete Christensen, der er formand i Dansk Sygeplejeråd, oplever, at sygeplejerskerne er "dybt bekymrede for, om de selv er raske smittebærere".

Formanden stoler på myndighedernes strategi.

- Men myndighederne må også lytte til den uro, der er blandt de sundhedsfaglige, siger hun til Jyllands-Posten.

Det er ikke lykkedes avisen, at få en kommentar fra sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S).

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet COVID-19.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078