23948sdkhjf

Sundhedsminister vil se på regler for julebesøg hos ældre

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) siger i Folketinget, at man er parat til at se på større fleksibilitet, når det kommer til besøg hos ældre.

Det gør han på spørgsmål fra Dansk Folkepartis Karina Adsbøl, der som en lang række andre politikere er bekymret for, om de ældre kan få besøg til jul af familie og nære relationer.

- Jeg er meget opmærksom på, at besøgsrestriktioner kan være meget indgribende over for beboerne og deres pårørende. Det er svært for mange og endnu mere svært nu op til jul. Her i vi i høj grad vant til at se vores kære og nære. Derfor er jeg glad for, at vi i covid-følgegruppen har aftalt, at vi ser nærmere på at justere reglerne for at give mere fleksibilitet, siger Magnus Heunicke.

Han understreger dog, at det er en meget svær problemstilling. På den ene side er det et stort indgreb for de ældre, der måske fejrer deres sidste jul uden familie og nære.

På den anden side har erfaringer både fra udlandet og Danmark vist, at covid-smitte på plejehjem kan vise sig endog meget farlig og dødbringende for beboerne.

- Det er helt utroligt vigtigt at huske på, at vi har med en smitte at gøre, der har meget alvorlige konsekvenser for vores ældre, hvis smitten kommer inden for dørene. Både for den ældre selv og de andre beboere, pårørende og ansatte. Så der er meget vigtige beskyttelseshensyn, siger Magnus Heunicke.

Som det er nu, kan ældre godt få besøg, om end der i nogle områder og på nogle plejehjem er meget strikse restriktioner, hvis der er konstateret smitte. Men besøgene er begrænset til færre mennesker og nogle gange til områder, der ikke er den ældres værelse.

- Vi er dybt bekymrede for vores ældre på plejehjem. Vi ønsker i Dansk Folkeparti, at de ældre selv skal kunne bestemme, hvem de får besøg af, siger Karina Adsbøl.

Dansk Folkeparti er kommet med flere spørgsmål for at gøre det mere sikkert for ældre at få besøg. Blandt andet langt flere test og besøg gennem egen indgang. Dansk Folkeparti peger også på det store problem med ensomhed hos ældre under covid-19.

Magnus Heunicke gentager, at det er vigtigt at holde smitten ude af plejehjemmene:

- Der er jo ikke noget, jeg hellere ville, end at åbne op i julen. Det ville være skønt. Men så ville jeg samtidig skulle sige til de ældre og deres pårørende, at så får vi med sikkerhed smittekæder, der spreder sig med lynets hast. Det ville første være et svigt af både vores ældre, deres pårørende og de ansatte. Vi bliver nødt til at have restriktioner.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093