23948sdkhjf

Første dansker får coronavaccine den 27. december

Plejehjemsbeboere i alle fem regioner bliver de første, der vaccineres mod corona den 27. december klokken 09.

De første danskere vaccineres den 27. december på plejehjem i alle fem danske regioner.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde.

Vaccinationerne begynder klokken 09 om morgenen.

Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, fortæller, at vaccinationerne vil blive foretaget stort set simultant i regionerne.

- Der er ikke tale om det første stik, men de første stik. Det er aftalt med regionerne. Det handler ikke om at komme først, siger Søren Brostrøm på pressemødet.

Det er i alt fem plejehjem, hvor beboerne får de første danske vaccineskud.

Det drejer sig om Kærbo i Ishøj, Blomstergården i Slagelse, Birkebo i Aalborg, Ankersgade I Aarhus og Ældrecenter Øst i Odense.

Danskere skal ikke være bekymret for alvorlige bivirkninger af coronavaccinen, oplyser Lægemiddelstyrelsen.

- De er forbigående, og vi har ikke set alvorlige bivirkninger. Der er kun set enkelte allergiske reaktioner, men det er meget, meget sjældent, siger Thomas Senderovitz, direktør i Lægemiddelstyrelsen, på pressemødet.

Ifølge Senderovitz virker vaccinen på alle i alle aldersgrupper.

Statens Serum Institut modtager de første vaccinedoser den 26. december.

Her ankommer i alt 9750 doser i første omgang, der derefter sendes ud til regionerne.

Ugen efter ventes der at blive leveret tæt på 40.000 doser, mens der i ugerne efter vil komme knap 48.000 doser om ugen.

Landets plejehjem er hårdt ramt af coronasmitte. I sidste uge var der 240 nye tilfælde blandt beboerne og 48 nye dødsfald med coronavirus.

Begge tal er det højeste registreret på plejehjem under coronapandemien. Det viste en ugentlig opgørelse fra Statens Serum Institut tirsdag.

I alt er 93 plejehjem landet over nu ramt af coronavirus, hvilket også er det højeste tal under pandemien siden marts.

Der er 942 plejehjem i Danmark, hvor der er omkring 40.000 beboere.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095