Janne Sonnenberg, country manager, Dossier.

"Vi kan ikke redde patienternes liv”, skriver to sygeplejestuderende i Politiken10. januar. I et modigt og relevant indlæg deler Pernille Normann og Xenia Løwe deres frustration. De har følelsen af ikke at være ordentlig klædt på til den virkelighed, de skal møde som færdiguddannede sygeplejersker, og de efterlyser praksiskompetencer.

Basale praktiske færdigheder som at rede en seng, hjælpe med personlig hygiejne, give medicin og måle vitale værdier er naturligvis afgørende for kvalitet og patientsikkerhed. Når de mangler – eller når medarbejderne føler, at de ikke mestrer dem - har det store konsekvenser. Ikke kun for patienterne, men også for trivsel og kultur hos de nyudklækkede medarbejdere, og for samfundet, som har så hårdt brug for dem. Sygepleje er i dag et højkomplekst kompetenceområde, og vores styring må følge med.

Hellig tro på titler
Vi har en hellig tro på, at hele læringen og kompetencetilførslen sker på den formelle uddannelse, mens fakta er, at hverdagen er så kompleks, teknologisk og under så hurtig udvikling, at læringen fortsætter derude i praksis. Helt nødvendigt og helt uundværligt.

I den offentlige debat taler vi om at fremtrylle 1000 nye sygeplejersker, hvilket bærer ved til den mistolkning, at det hele ligger i titlen. Men for den nyslåede læge, sygeplejerske eller SOSU er det kun startskuddet til fortsat og kontinuerlig kompetencetilførsel.

Faktum er, at andre brancher med risikofyldt ansvar håndterer kvalitetsstyring langt mere struktureret.

Tænk blot på piloter og lastbilchauffører. Sat på spidsen er det sådan, at sygeplejersken ikke må køre i bil til arbejde, før basale kørefærdigheder er bevist ved en praktisk prøve. Men vel ankommet må hun gerne udlevere medicin og udføre procedurer, som potentielt har betydning for liv og død. Uden at den konkrete kompetence er dokumenteret i praksis.

Kast lys på hverdagens læring

Misforstå mig ikke. Der findes mange kompetente medarbejdere i det danske sundhedsvæsen. Men de er ofte lært op gennem praksis, og de har lært at håndtere processer, maskiner og medicin på arbejdspladsen lang tid efter de formelt blev uddannet. Vi må tage hovedet ud af busken, kaste lys på den faktiske praksiskompetence og så strukturere faktisk læring og mestring af hverdagen.

Netop i det danske sundhedsvæsen møder man en markant modstand mod at følge op og dokumentere praksiskompetencer, mens det er helt fint at skulle til en teoretisk eksamen. Er det vores kulturelle modvilje mod autoriteter? Er det Janteloven – at ingen er bedre end andre? Skræmmer arven fra den danske kvalitetsmodel stadig så meget, at vi ikke vil tale om standarder og fælles krav?  

Norge er godt på vej
I andre lande stiller myndigheder og faglige selskaber krav til dokumentation af sundhedsfaglige praksiskompetencer på en helt anden og langt mere struktureret måde. Resultatet er tryghed for de studerende, bedre efteruddannelse og højere patientsikkerhed.

Norge er lige på trapperne med en ny standard, som tydeliggør krav til systematisk og kundskabsbaseret faglig opdatering. Standarden skal sikre ”Faglig Forsvarlighed” og formålet er at skabe transparens og forventningsafstemme.

Det går to veje. Både om medarbejderens ansvar for at holde sig opdateret og om arbejdsgiverens ansvar for at stille den relevante læring til rådighed. En nationale standard kan sikre en fælles forståelse på tværs af organisationer og gøre rekruttering af sygeplejersker lettere. Uddannelserne målrettes mod standarden, så den er kendt, før de studerende kommer i job. Den vil også spare ressourcer på hospitaler, klinikker og plejehjem.

Mangelfuldt ledelsesfokus
I Danmark lader vi træningen være op til den enkelte organisation. Selvom der findes mål for, hvad en sygeplejerske (eller en SOSU eller en læge) skal kunne efter endt studie, så er der ofte ingen plan for læringsaktiviteter og løbende opfølgning. Det er uklart, hvordan kompetencerne skal opnås, og hvem der skal evaluere dem. Når den enkelte organisation selv tilrettelægger og bedømmer forløb overlader vi de facto ansvaret for kvaliteten til den enkelte vejleder og studerende.

Måske er vi i Danmark ikke helt klar til en national standard? Det bør ikke forhindre os i at arbejde mod mere kvalitet og tryghed på en effektiv måde. Her kan modellen, som de norske læger under specialuddannelse bruger, måske inspirere. Kravet til kompetence ligger fast og er velbeskrevet, mens det er op til den enkelte organisation at stille relevante læringsaktiviteter til rådighed. Det tilgodeser både fleksibilitet og kvalitet.

Hvis vi herhjemme stillede krav om løbende certificering af praksiskompetencer på linje med teoretisk viden, ville vi få fokus på mesterlære, supervision og sidemandsoplæring, som er helt afgørende. Denne skarpe kompetenceledelse er det bedste svar, som vi kunne give til Pernille og Xenia og alle de andre, som nærmer sig praksischokket i det danske sundhedsvæsen. Kom nu Danmark!