23948sdkhjf

Beskæftigelsen er faldet for personer med handicap

Fra 2019 til 2020 har færre med større handicap været i beskæftigelse. Corona kan ifølge forsker spille ind.

For første gang i en årrække er gabet i beskæftigelsen vokset mellem personer med større handicap og personer uden handicap.

Det viser en undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive.

Ifølge undersøgelsen er beskæftigelsen for personer med større handicap faldet med 2,5 procentpoint fra 2019 til 2020.

Udviklingen er en følge af, at andelen af ordinært beskæftigede er faldet fra 23 til 18 procent, mens andelen af personer i fleksjob er vokset 2,5 procentpoint.

Ser man på personer uden handicap, så har beskæftigelsen stort set været den samme i 2019 som i 2020.

Det er ifølge Vive første gang i flere år, at forskellen i beskæftigelsen mellem de to grupper er vokset.

En af personerne bag undersøgelsen er Mona Larsen, seniorforsker ved Vive. Hun ser coronakrisen som en forklaring på, at flere med større handicap ikke har været i beskæftigelse.

- Vi ved fra tidligere år, at personer med handicap i større grad bliver påvirket af den økonomiske udvikling.

- Det ser ud, som om de har en større risiko for at miste deres job og sværere ved at få et andet job, når der er økonomisk krise, siger Mona Larsen.

En årsag til, at personer med handicap er mere udsat under kriser, kan ifølge hende være, at de prioriteres anderledes end andre jobsøgende.

Den vurdering deles af Thorkild Olesen. Han er formand for Danske Handicaporganisationer, der er fælles talerør for 35 organisationer.

- Jeg tror, det har noget at gøre med, at mennesker med handicap opfattes som en arbejdskraft, der måske er lidt dårligere end mennesker uden handicap. Og derfor står de først for til at blive afskediget, siger han.

Siden Vives undersøgelse, der dækker frem til slutningen af 2020, er der sket meget på det danske arbejdsmarked.

Mange er således kommet i job, og det har givet en rekordhøj beskæftigelse. Faktisk går det så godt, at der flere steder mangler ledige hænder.

Om flere personer med større handicap er kommet i job, kan Mona Larsen fra Vive endnu ikke sige noget om.

- Vi måler igen her i slutningen af 2021, og efter det vil vi kunne se, om de er kommet tilbage på sporet, eller om sporene fra krisen stadig sidder hos dem, siger hun.

Ifølge Vives undersøgelse er det 10,6 procent af de 16-64-årige - svarende til 360.000 personer - der har et større handicap.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078