Kåret som årets nyhed: Et headset, som præcisionsstyrer elektrisk kørestol
Også i år blev der på Health and Rehab-messen i Bella Center kåret ”Årets Nyhed”, som er en pris til nyskabende velfærdsteknologi, der både er innovativ, og som skaber værdi og selvhjulpenhed for brugerne.
Headsettet Vigo Hovedstyring fra Sunrise Medical er dette års vinder. For uindviede er det et helt almindeligt headset, som vi alle kender fra bybilledet. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at brugeren lytter til musik eller taler i telefon. Præcis dette lagde priskomiteen vægt på i deres prisuddeling.
- Vi har ved uddelingen haft fokus på selvhjulpenhed og afstigmatisering. Headstettet ser ud som et produkt, som andre mennesker også bruger. Samtidig får headsettet en funktionalitet ud af kroppens naturlige bevægelser, sagde formanden for priskomiteen, Ivan Kjær Lauridsen, som er velfærdsteknologichef i Aarhus Kommune.
Headsettet fra Sunrise Medical er nemlig fyldt med gyro-sensorer, som registrerer hovedets nøjagtige placering i forhold til krop og kørestol.
- Headset gør kørestolsbrugerens hoved til et joystick, fortæller Bjørn Rasmussen til Magasinet Pleje. Bjørn Rasmussen er produktspecialist i Sunrise Medicals danske afdeling.
- I headsettet sidder der gyro-sensorer, og disse sensorer registrerer hovedets placering og bevægelser. På den måde kan man styre en kørestol med et minimalt forbrug af kræfter og bevægelse.
Teknologien er særlig velegnet til mennesker med for eksempel sklerose og ALS-patienter, fortæller produktspecialisten. Stephen Hawkins, den kendte britiske sorthuls-fysiker, som havde ALS, kunne således have haft glæde Sunrise Medicals nye headset.
Bjørn Rasmussen siger yderligere, at en af styrkerne ved headsettet er, at det kalibreres individuelt.
- Når headsettet kalibreres, foregår det i samarbejde med vores konsulenter og brugeren. Hvis brugeren naturligt bevæger hovedet med for eksempel tre grader, skal dette ikke give anledning til kørestolsbevægelse, og så registreres det i headsettet. Hvis brugeren har store ufrivillige bevægelser, registreres det også. Når brugeren bevæger hovedet for eksempel 16 grader fremad med en intention om at ville køre fremad, registreres det i headsettet som en bevægelseshensigt, og på den måde kalibreres headstettet til den enkelte brugers frivillige og ufrivillige bevægelsesmønster.
Produktspecialisten forklarer yderligere, at der i headsettet også registreres en ydre grænse for bevægelser, som sætter kørestolen ud af drift. Det kan for eksempel være, hvis en kørestolsbruger får et anfald med kraftige hovedbevægelser. I sådanne situationer blokerer headsettet for signalafsendelse til kørestolens motor.
Artiklen er en del af temaet Health & Rehab.