Verdens ældste velfærdsteknologi
Gitte Jepsen sagde venligt ja til, at Magasinet Pleje måtte bringe, hvad hun fortalte om sin og Cirkas hverdag. Her er, hvad Gitte Jepsen fortalte.
- Det, der adskiller en STH-servicehund fra en almindelig hund, er, at en servicehund ikke sover syv timer midt på dagen som mange almindelige hunde. Cirka hjælper mig hele dagen. Når hun har vest på, så er hun på arbejde, og hun ved det. Man kan se det i hendes blik og hendes kropssprog.
Hvornår begyndte mennsker at få hjælp af hunde?
Det hidtil ældste helt sikre fund af en hund stammer fra Israel, hvor en hund er begravet sammen med et menneske for 11-12.000 år siden. Det israelske fund blev publiceret i Nature i 1978.
Siden har vi fået DNA-teknologien, og sådanne undersøgelser har den polske biolog Olaf Thalmann og kolleger gennemført. Thalmanns DNA-undersøgelser af hunde og ulve i 2013 viste, at tæmningen af hunde er sket i Europa for mellem 19.000 og 32.000 år siden.
Kilde: Nature, Science
- Inden jeg fik Cirka, havde jeg besøg af hjemmehjælpen fire gange om dagen. I dag får jeg kun praktisk hjælp. Rengøring en gang om ugen. Jeg får hjælp til at få støvsuget og vasket gulvet, og det er det.
- I dag klarer jeg det hele selv omkring personlig pleje. Jeg går selv i bad, og jeg tager selv tøj på og tøj af. Det har jeg energi til, fordi Cirka hjælper med så mange andre ting.
- Hun går ud med affaldsposen, og hun hjælper mig med indkøb. Cirka hjælper mig også med vasketøj og snavsetøj. Når tøjet er vasket, lægger jeg det i Cirkas kurv, og hun går ind til skabene i soveværelset med det, og jeg lægger det på plads.
- Når jeg skal have gæster, hjælper hun med at dække bord. For eksempel bærer hun i sin kurv service til spisebordet. Hun er også god til at afrydde bordet.
- En servicehund er et hjælpemiddel. Der er en visitator, som bevilliger hjælpemidlet. Fordi Cirka er et hjælpemiddel, kan hun være med i alle boformer, også der, hvor det er forbudt at have kæledyr.
- Cirka er ni år. Jeg håber, at hun lever, til hun er tretten år. Men det er ikke sikkert. Man siger, at Golden Retrivere bliver 8 til 11 år. Men en STH-servicehund bliver grundigt tjekket, inden de bliver udvalgt som servicehund, så der en chance for, at hun lever længere end normalt. Nogle Golden Retrievere får slidgigt og hoftedysplasi, og det er ikke til at sige, om hun får slidgigt, og om hendes ben en dag ikke kan mere. Men jeg håber, at jeg har hende længe endnu.
Artiklen er en del af temaet Health & Rehab.