Forskere skal undersøge muligheder og dilemmaer ved kunstig intelligens
Er det etisk forsvarligt, hvordan skaber det værdi for samfundet, og hvordan lovgiver man omkring det?
Det er nogle af de spørgsmål, som forskere skal finde svar på i et forskningsprojekt på Aalborg Universitet, og som netop er blevet støttet med 24 mio. kr. af Grundfos Fonden, skriver universitetet i en pressemeddelelse.
- Teknologiudvikling kan ikke stå for sig selv. Det kan etik og regulering heller ikke. Vi er nødt til at undersøge AI fra flere sider for bedre at forstå, hvordan AI egentlig skaber værdi for både samfund og virksomheder, forklarer professor i AI Thomas B. Moeslund fra Det Tekniske Fakultet for IT og Design på Aalborg universitet i pressemeddelelsen.
'Responsible AI for Value Creation' hedder forskningsprojektet, og det er nyt inden for AI-forskning, at man kombinerer teknologi, etik og regulering med værdiskabelse.
I forskningen tager man udgangspunkt i konkrete cases. Et af dem er Aalborg Kommunes arbejde med AI i ældreplejen.
- Det er vigtigt, at vi får hands-on erfaringer fra virksomheder, som indfører og bruger AI teknologi. Det er ofte en enorm opgave at implementere AI, som kræver ledelsesmæssig opmærksomhed og mod. Mens der er megen snak om mulighederne og farerne ved AI, vil vi i dette forskningsprojekt gå tæt på virksomhedernes faktiske brug af AI-teknologi i en række forskellige industrier og sektorer, fortæller professor i Organisation og Ledelse Jeppe Agger Nielsen fra Aalborg Universitet i pressemeddelelsen.
Det skal desuden undersøges, hvordan virksomheder og organisationer kan bruge og tjene penge på de nye AI-teknologier på en måde, der stadig er etisk forsvarlig, samfundsmæssig acceptabel og falder inden for lovgivningen.
Kan risikere for kompleks lovgivning
Lovgivningen er ligesom teknologien også under udvikling i Danmark og EU, men den kan vise sig at udgøre en udfordring for virksomheder og institutioner.
- Der er imidlertid også en risiko for, at man overregulerer og lægger urimelige begrænsninger på erhvervslivets muligheder for at udvikle og anvende AI. Endelig kan lovgivningen være for kompleks, så den bliver umulig for de enkelte virksomheder at implementere. Alle tre scenarier er vigtige at undgå, hvis man ønsker at fastholde en ansvarlig og konkurrencedygtig AI-udvikling i Danmark og Europa, lyder det fra professor Thomas Ploug i pressemeddelelsen.
Projektet er båret af et stærkt ønske om at bidrage til det store arbejde med at udvikle lovgivning og politikker på AI-området, lyder det i pressemeddelelsen. Derfor vil der blive lagt stor vægt på udveksling med og formidling til en bred vifte af interessenter fra politikere til erhvervsliv.
Om projektet:
- Projektet udspringer af det tværfaglige AAU-center ' AI for the People' - men er et selvstændigt projekt
- Projektet løber over fire år
- Det er støttet af Grundfos Fonden (Poul Due Jensens Fond) med 24 millioner kr.
- Thomas B. Moeslund er tilknyttet Institut for Arkitektur og Medieteknologi, Thomas Ploug er tilknyttet Institut for Kommunikation og Psykologi, og Jeppe Agger er tilknyttet Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet.
- Projektet ledes af AAU og har partnere fra KU, AU, University of Barcelona, University of Manchester og Georgia State University.
Kilde: Aalborg Universitet