23948sdkhjf

Falck køber populær digital lægetjeneste som strategisk satsning

Falck har købt tjenesten Hejdoktor.dk, som skal styrke virksomhedens position inden for digitale sundhedsydelser

Falck investerer nu yderligere i telemedicin.

For med et opkøb af Medconnects tjeneste Hejdoktor.dk, som ifølge Falck benyttes af 1,7 mio. danskere, forventer selskabet at indfri et stort nyt markedspotentiale. Det skriver Falck i en pressemeddelelse.

- Med købet af Hejdoktor lægger vi endnu en strategisk investering i at udbrede og fremme digitale sundhedsløsninger. Der er en konstant stigende efterspørgsel på sundhedsløsninger, og Hejdoktors stærke digitale platform og dygtige medarbejdere kan ikke alene være med til at styrke Falcks position inden for telemedicin, men rummer også et kæmpe potentiale i forhold til at gøre sundhed mere tilgængeligt for flere. Vi glæder os til at byde Hejdoktors dygtige medarbejdere velkommen og lære af deres måde at arbejde på, udtaler CEO i Falck, Jakob Riis i en pressemeddelelse om opkøbet.

Medconnect driver og udvikler udover Hejdoktor.dk også andre digitale sundhedsplatforme, og har en forventet omsætning på 36 mio. kr. i 2023.

Vil udbrede løsningen

Falck har i forvejen eksisterende forretninger inden for telemedicin i blandt andet Colombia, hvor en halv mio. personer, ifølge Falck, abonnerer på online lægehjælp. Med det nye opkøb regner Falck med at skubbe løsningen udenfor Danmarks grænser.

- Vi har taget hul på en gennemgribende digital transformation, hvor telemedicin spiller en helt central rolle i forhold til at udbrede bedre og mere bæredygtige sundhedsløsninger. Som global virksomhed har vi musklerne og forudsætningerne til at skalere gode danske digitale løsninger, og vi ser nogle gode potentialer i at udbrede Hejdoktors platforme til vores øvrige markeder, udtaler CFO i Falck, Christian Baltzer i pressemeddelelsen.

Hos Hejdoktor.dk ser man frem til samarbejdet.

- Med Falck har vi fundet et godt strategisk og kulturelt match, hvor både vores forretning og medarbejdere kan gro. Det har fra starten været tydeligt, at vi deler de samme visioner om at udvikle digitale sundhedsløsninger, der giver flere adgang til sundhed. Vi glæder os til at blive en del af Falck-familien, og til at udbrede vores tilgang til Falcks markeder og kunder – og dermed hjælpe endnu flere end vi gør i dag, udtaler CEO i Hejdoktor, Mikkel Geertsen i pressemeddelelsen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125