Milliardstor strategi aftvinger roser fra SMVdanmark
Tidligere på ugen lancerede erhvervsminister Morten Bødskov en strategi for virksomhedsudvikling. Med den følger to mia. kr.
Det roser erhvervsorganisationen SMVdanmark i en pressemeddelelse.
- De to milliarder kroner, der er afsat over de kommende år, er et kærkomment løft, der kan bidrage til at styrke væksten og innovationen i hele landet, udtaler adm. direktør i SMVdanmark Jakob Brandt.
SMVdanmark ser strategien som en anerkendelse af SMV’ernes betydning for dansk erhvervsliv, hvor hundredtusindvis af små og mellemstore virksomheder er en essentiel del af den danske økonomi.
Samme syn har Morten Bødskov. I forbindelse med lanceringen af strategien udtaler han:
- De danske SMV’er er rygraden i vores erhvervsliv. Det kræver et skarpt fokus. Med den nye strategi udstikker vi en klar og ambitiøs retning for virksomhedsudviklingen i hele Danmark.
Strategien sætter retningen for SMV-rettede indsatser for i alt 2 mia. kr. over de kommende år.
Erhvervsministeren fortsætter:
- Det er derfor helt afgørende, at vi med strategien sætter de små og mellemstore virksomheder og iværksætternes behov i fokus – uanset hvor de er i landet, og hvor de er på deres udviklingsrejse. Det betyder vækst og arbejdspladser i hele landet og en fremtidssikring af dansk erhvervsliv.
Fjerne bureaukrati
SMVdanmark roser desuden strategiens fokus på at reducere unødig administration, men påpeger samtidig, at der stadig er plads til forbedring.
- Vi havde gerne set et endnu større fokus på at fjerne bureaukratiske forhindringer. Mens vi anerkender indsatsen for at forenkle erhvervsfremmesystemet, er der fortsat mange administrative byrder, der kan hæmme virksomhedernes vækst og udvikling. Det er vigtigt, at vi arbejder videre med at gøre det nemmere for SMV'erne at navigere i regler og krav, udtaler Jakob Brandt.