Økonom ser uændret ledighed som tegn på bomstærkt arbejdsmarked
Ledigheden rykkede sig slet ikke fra marts til april.
I april var der dermed fortsat 86.700 ledige, hvilket udgør 2,9 procent af arbejdsstyrken.
Det viser tal fra Danmarks Statistik, som er blevet offentliggjort torsdag morgen.
Ledigheden har holdt sig i ro de seneste måneder, og ledighedsprocenten har ligget på 2,9 procent siden november 2023.
Samtidig stiger beskæftigelsen.
Det danske arbejdsmarked fremstår derfor "bomstærkt", skriver Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.
- Vi har set en dansk økonomi og i særdeleshed arbejdsmarkedet klare sig flot i en tid med store usikkerhedsmomenter fra høj inflation og stigende renter.
- Dansk økonomi står solidt, og de nuværende takter for arbejdsmarkedet peger på alle måder mod en blød landing, lyder det videre fra cheføkonomen.
Konkret er beskæftigelsen steget med omkring 10.000 personer siden årsskiftet.
- Det betyder helt enkelt, at de personer, der er blevet ramt af ledighed, har haft gode muligheder for at finde et nyt job, skriver Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar.
- Det er endog meget positivt, at ledigheden nu ser ud til at have toppet efter en periode med svage stigninger igennem 2023, lyder det videre fra ham.
Ledigheden er forblevet den samme fra marts til april i stort set hele landet.
På Bornholm og i Nordjylland er den dog steget en smule.
I det nordjyske er ledigheden blevet 0,1 procentpoint højere, mens tallet er 0,2 procentpoint for Bornholm.
Ser man på danskerne fordelt på alder, er der to grupper at fremhæve.
Det er dels personer mellem 16 og 24 år og aldersgruppen mellem 50 og 59 år. I begge grupper faldt ledigheden med 0,1 procentpoint.
I de øvrige aldersgrupper ændrede ledigheden sig ikke fra marts til april.
/ritzau/