Løkke ser anden løsning for sundhedsvæsnet end ekspertgruppe
Lars Løkke Rasmussen (M) ser for sig, at den forestående omstrukturering af sundhedsvæsnet ender et andet sted, end eksperterne foreslår.
Moderaternes partileder siger torsdag på Folkemødet, at han ser en anden løsning end de tre bud, som Sundhedsstrukturkommissionen fremlagde tirsdag.
- Nu ligger der tre bud, og jeg tror, at det ender med en fjerde løsning, siger Lars Løkke Rasmussen til Politikens journalist Elisabet Svane på hovedscenen i Allinge.
Kommissionsformand Jesper Fisker fremlagde tirsdag i Holbæk tre modeller for, hvordan strukturen i sundhedsvæsnet kan omlægges.
To af modellerne indebærer, at regionerne nedlægges, og i stedet oprettes 8-10 enheder, som skal løfte en del af opgaverne i sundhedsvæsnet.
Hver af modellerne lægger op til, at der kan flyttes få eller mange af de opgaver, som kommunerne i dag varetager, til de 8-10 enheder.
Sundhedsminister Sophie Løhde sagde allerede tirsdag, at hun dog ikke kunne se for sig, at eksempelvis plejesektoren skulle flyttes væk fra kommunerne.
Moderaternes partileder vil ikke forholde sig til dette endnu.
- Jeg er ikke nødvendigvis til bare lige at sige, at vi tager den ene model.
- Vi har et godt sygehusvæsen i Danmark, men vores sundhedsvæsen er ikke godt nok, siger Lars Løkke Rasmussen.
Ved den seneste store sundhedsreform fik man styrket sygehusene og eksempelvis kræftbehandlingen. Men det primære sundhedsvæsen - almen praksis - lider mange steder i landet. Det er det, som ifølge Lars Løkke skal styrkes.
- Det, som fremtiden handler om, er at få sundhedsvæsnet til at fungere. Og det er alt det, der foregår uden for sygehusene. Det er kommunerne. Det er almen praksis. Det er samspillet med sygehusene.
Udenrigsministeren var med til at etablere regionerne for knap 20 år siden, og de skal ifølge Moderaterne - og som det også foreslås i to af kommissionens tre bud - nedlægges.
- Det er fordi, at det, der skal være fremtidens kraftcenter, det er det, som er meget tættere på borgerne. Mellem kommuner, sygehus og almen praksis. Det skal vi finde en model for. Og det kan man gøre på 27 forskellige måder.
- Det handler ikke kun om stuktur. Det handler også om organisation, siger Lars Løkke Rasmussen.
Han nævner som eksempel et af de store dilemmaer i sundhedsvæsnet. At der er læger nok der, hvor de raske bor. Og der er alt for få læger der, hvor de sygeste bor.
/ritzau/
Artiklen er en del af temaet Efterårets største slagsmål.