23948sdkhjf

Konservative vil forbedre længe ventet iværksætterudspil

Regeringens iværksætterstrategi er gode nyheder for konservative Mona Juul, der dog vil rette flere tiltag

Regeringens iværksætterudspil tegner de ideologiske forskelle på Christiansborg tydeligt op.

Mens venstrefløjen tordner mod en ny omgang skattelettelser til de rigeste, ser De Konservatives Mona Juul udspillet som de første positive skridt til et ”opgør med lønmodtagersamfundet”.

Efter at have presset på for en iværksætterstrategi i årevis, mener den konservative formand, at der er mange konservative aftryk i udspillet.

- Jeg synes, det er godt, nyttigt og vigtigt, at man trods alt har lyttet til flere af de forslag, der er kommet gennem knap fire år.

I sidste uge kunne regeringen annoncere sit bud på en iværksætterstrategi, der i hovedtræk lemper skatter for over 750 millioner kroner, der er til gene for at opskalere startup-virksomheder i Danmark.

Siden har De Konservative været til et kort indledende møde med erhvervsminister Morten Bødskov, hvor Mona Juul har gjort det klart, at partiet ser positivt på udspillet.

Der er særlig tilfredshed med, at strategien vil fjerne den såkaldte fantomskat.

Den består af, at en sælger af en virksomhed beskattes af virksomhedens forventede indtjening ved en senere milepæl. Dermed kan sælger blive beskattet af en indkomst, virksomheden endnu ikke har.

Skatten har været en torn i øjet på Mona Juul længe, især fordi den i hendes optik illustrerer et grundlæggende problem ved iværksætterforholdene i Danmark: Det er for svært at lade en virksomhed vokse sig stor.

- Det gode er, at man i forbindelse med det her har lavet en analyse, der viser, at det ikke er noget problem at starte op i Danmark. Men det er et kæmpe problem at skalere og overleve. Det er de to ting, der er udfordringen, siger hun.

Partilederen ser stadig flere ”optimeringsmuligheder” i forslaget. De fleste holdes tæt til kroppen grundet de nu startede forhandlinger, men Mona Juul peger eksempelvis på lagerbeskatningen som et indsatsområde.

Den har hun og andre fra iværksættermiljøet kaldt ”skatten fra helvede”. I udspillet lægger regeringen op til, at en virksomhed skal kunne fritages i de første fem år efter en børsnotering.

Den grænse skal rykkes med endnu flere år, lyder det fra Mona Juul.

- Der er nogle iværksættere, der allerede er ramt af ”skatten fra helvede”, som jeg er kommet til at kalde den. Fem år er for lidt, så det er en af de ting, der er logisk at få kigget på.

SF's iværksætterordfører, Sigurd Agersnap, er omvendt højest kritisk over for udspillet, som han kalder for "pilskævt" og til gavn for dem, der allerede ejer mange aktier.

Det er forfejlet, mener Mona Juul, for skattelettelserne til iværksættermiljøet vil skabe flere arbejdspladser og velstand.

- Man skal huske, at skattelettelser her er en skatteinvestering. Det er ikke for at gøre nogle rige. Det er for at øge incitamentet til at investere i danske virksomheder.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094