23948sdkhjf

Robust arbejdsmarked fortsætter med at sætte rekord

Beskæftigelsen på det danske arbejdsmarked er vokset i 10 ud af de seneste 12 måneder, viser frisk opgørelse

Det danske arbejdsmarked nægter at blive slået ud af kurs.

Antallet af lønmodtagere steg således med 6600 personer fra marts til april og er dermed igen vokset til et hidtil uset niveau.

Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik torsdag morgen.

Det seneste år er beskæftigelsen vokset i 10 ud af 12 måneder. I april var 3.023.300 personer i arbejde.

Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, kalder arbejdsmarkedet for "én stor succeshistorie".

- Beskæftigelsen har trodset høj inflation, mærkbare rentestigninger og økonomisk usikkerhed, skriver han i en kommentar.

- Sammenlignet med for to år siden, før inflationen for alvor tog fat, og renterne steg, er der 79.000 flere personer i arbejde i dag.

Udviklingen har det seneste år særligt været drevet af industrien, transportområdet, offentlig administration og videnservice.

Videnservice omfatter blandt andet revision, juridisk bistand og arkitekt- og ingeniørvirksomheder.

Ifølge Palle Sørensen, der er cheføkonom hos Nykredit, er danske produkter og service både populært herhjemme og i udlandet.

- Medicinalindustrien står i en ekstraordinært god situation. Det presser beskæftigelsen lidt op både direkte og indirekte i andre erhverv, skriver han i en kommentar.

- Men mere vigtigt er formentlig den indenlandske efterspørgsel. Privatforbruget har udviklet sig ganske pænt den seneste tid, hvis vi lige ser bort fra de få bilkøb i starten af året. Det trækker beskæftigelsen op.

Begge økonomer tror på, at det danske arbejdsmarked kommer til at fortsætte med at sætte rekord i den kommende tid.

- Nykredits bedste bud er, at beskæftigelsen fortsætter med at stige de kommende kvartaler, om end i et mere behersket tempo, lyder det fra Palle Sørensen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125