Ledigheden steg med 400 personer i juli
Ledighedskøen vokser fortsat, men med meget små skridt. Det viser tal for ledigheden fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der er offentliggjort tirsdag.
Af dem fremgår det, at der var 87.100 fuldtidsledige i juli. Det er 400 flere end i juni og svarer til en uændret ledighedsprocent på 2,9 procent.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) mener, at det omstændighederne taget i betragtning ikke er specielt alarmerende.
- Vi har fortsat en meget lav ledighed. Det er positivt, at vi i det første halvår har oplevet så lav ledighed, selv om situationen var spået værre, siger hun i en kommentar til tallene.
Kristian Skriver, der er seniorøkonom hos Dansk Erhverv, mener heller ikke, at der er grund til større bekymring.
- Bundlinjen er, at ledigheden har været på et stabilt lavt niveau siden årsskiftet, mens beskæftigelsen samtidig er steget flot.
- Som det ser ud nu, forventer vi, at ledigheden vil være omkring det nuværende niveau frem mod årsskiftet.
- Der er dog en vis risiko for, at tempoet på arbejdsmarkedet aftager yderligere og ledigheden stiger en anelse, vurderer han.
Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, ser også en risiko for, at arbejdsmarkedet taber fart i resten af 2024.
Han fremhæver, at antallet af jobopslag lige nu er lavere end for et par år siden, og beskæftigelsen stiger heller ikke i samme takt som før på trods af, at der er kommet 17.000 flere personer i arbejde.
Da ledigheden var lavest i foråret 2022, lå ledighedsprocenten på 2,4 procent.
/ritzau/