Medier: Regeringen opjusterer stigning i beskæftigelsen i år
Beskæftigelsen i Danmark kommer til at vokse med 35.000 personer i år.
Det er forventningen i Økonomisk Redegørelse, som regeringen præsenterer fredag, erfarer TV 2 og Børsen.
Regeringen kommer tre gange om året med sit bud på økonomiens udvikling i Økonomisk Redegørelse.
Den udgives som udgangspunkt i maj, august og december, og ved den seneste redegørelse i maj var forventningen, at stigningen i beskæftigelsen ville komme til at ligge på 13.000 personer i år.
Dengang var forventningen, at der til gengæld ville komme et fald i beskæftigelsen på 18.000 personer næste år. Det tal er nedjusteret til 5000 personer i den kommende redegørelse ifølge TV 2 og Børsen.
Regeringen forventer fortsat en vækst i dansk økonomi, om end der bliver skruet en smule ned for forventningerne til stigningen i år.
Regeringen forventer nu ifølge de to medier, at bruttonationalproduktet (bnp) vil vokse med 1,9 procent i år og 2,2 procent næste år.
Tilbage i maj var forventningen en stigning på 2,7 procent i år og 1,8 procent næste år.
Den kommende økonomiske redegørelse vurderer, at inflationen i snit kommer til at ligge på 1,8 procent i år og 2,0 procent næste år.
Den Europæiske Centralbank har som mål, at inflationen skal være stabilt på to procent.
Huspriserne ventes at stige med 2,7 procent i år og 3,0 procent næste år.
Økonomiminister Stephanie Lose (V) præsenterer fredag Økonomisk Redegørelse på et pressemøde.
/ritzau/