23948sdkhjf

Færre virksomheder har drejet nøglen om i år

Antallet af konkurser blandt danske virksomheder minder om niveauet op til coronakrisen, siger økonom

Efter flere år hvor mange virksomheder blev tvunget til at kaste håndklædet i ringen, har antallet af konkurser i 2024 været lavere og mere stabilt.

I august måtte 214 aktive virksomheder dreje nøglen om. Det førte 974 tabte job med sig.

Det viser en sæsonkorrigeret opgørelse fra Danmarks Statistik fredag.

En af dem, der har noteret sig en stabilisering, er Brian Friis Helmer, der er privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank.

- Og det er på et leje, som er mærkbart lavere end i 2023, skriver han i en kommentar.

- Mange af udfordringerne fra sidste år er da også rykket i baggrunden. Vi har set inflationen falde fuldstændig til ro, renterne peger en anelse nedad, og tilbagebetaling af coronalån er et næsten overstået kapitel.

Når Danmarks Statistik laver sådan en opgørelse, kigges der udelukkende på virksomheder, som har mere end én medarbejder og en omsætning på mindst en million kroner.

Kigger man på hele perioden fra januar til august ligger antallet af konkurser i år 18 procent lavere end i samme periode sidste år.

Kristian Skriver, der er seniorøkonom hos Dansk Erhverv, har også noteret sig et mere stabilt niveau i år, der ifølge ham minder om årene op til coronakrisen.

Og den tendens kommer formentlig ikke til at ændre sig radikalt i indeværende år, vurderer han.

- Som det ser ud nu, forventer vi ikke en kraftig stigning i antallet af konkursramte virksomheder. Vi forventer, at antallet af konkurser vil være på omkring det nuværende niveau frem mod årsskiftet, lyder det.

Han har lagt mærke til, at optimismen blandt virksomheder generelt er begyndt at forbedre sig, efter at de er kommet på den anden side af den buldrende inflation.

- Siden årsskiftet har virksomhederne i byggeriet øget forventningerne til omsætningen, mens også industriens forventninger til produktionen er øget, lyder det fra Kristian Skriver.

- I serviceerhvervene er forventningerne også på et ganske pænt niveau.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095