23948sdkhjf

Høretelefoner fra Apple kan fungere som høreapparat

Apple lancerer en ny opdatering, så høretelefoner fra techgiganten får funktion som høreapparat

Techvirksomheden Apple lancerer en funktion, så høretelefoner i den populære model AirPods ifølge Apple kan fungere som høreapparater.

Det oplyser techvirksomheden ved en produktlancering i selskabets hovedkvarter Apple Park i San Francisco mandag aften dansk tid.

Det er tale om en ny softwareopdatering, der ifølge Apple kan omdanne høretelefonerne til høreapparater.

- Det er en ny integreret funktion, hvor høretelefonerne pludselig kan fungere som høreapparater, siger chefredaktør for techsitet InputMag.dk Torben Vognsen.

Funktionen fungerer ved, at brugeren laver en høretest via sundhedsappen i iPhonen, der registrerer, hvilke frekvenser og lyde der skal skrues op.

Høretesten er ifølge techvirksomheden en "klinisk godkendt høreprøvefunktion".

- Det er ikke sikkert, at det er lige så godt og effektivt som normale høreapparater, men personer med hørenedsættelser kan potentielt spare rigtig mange penge, siger Torben Vognsen.

- Det er ret genialt. Det undrer mig faktisk, at det ikke er blevet gjort før, siger han.

Hvis opdateringen godkendes af de amerikanske sundhedsmyndigheder, kan funktionen bruges på AirPods Pro 2.

Apple lancerede sine AirPods Pro 2 i september sidste år.

Apple oplyser, at opdateringen vil være tilgængelig i lande som USA, Tyskland og Japan, hvis den bliver godkendt af sundhedsmyndighederne.

Det er endnu ikke klart, i hvilke andre lande den vil være tilgængelig.

Høretesten og høreapparatsfunktionen vil ifølge Apple være tilgængelige i efteråret 2024, hvis funktionerne bliver godkendt af internationale og amerikanske sundhedsmyndigheder.

Foruden høreapparatsfunktionen lancerer Apple en ny serie af iPhones med iPhone 16, iPhone 16 Plus, iPhone 16 Pro og iPhone 16 Pro Max.

Techvirksomheden lancerer samtidig det nye Apple Watch Series 10 og AirPods 4 til lanceringen mandag.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079