Høreapparatkæmpe giver status på hackerangreb
Tidligere på sommeren blev WS Audiology ramt af et hackerangreb, og nu kommer virksomheden med en opdatering.
Her lyder det i en pressemeddelelse, at der udelukkende var tale om et angreb på selskabets retailkæde, Bloomhearings, forretninger i Australien og New Zealand samt dele af retailforretningen i Hong Kong og Singapore.
"Vi vil gerne berolige vores kunder og aktionærer med, at ingen andre WS Audiology-systemer var påvirket, og at driften kører som normalt på tværs af alle regioner. Den uautoriserede adgang havde en midlertidig effekt på driften i nogen af de ramte markeder, men vores beredskabshold hanlede hurtigt for at få styr på hændelsen og genstarte systemerne kort efter den uautoriserede adgang blev opdaget," lyder det i meddelelsen.
WS Audiology skriver videre, at hackerne havde adgang til personlige data for blandt andet patienter og ansatte. Man har informeret myndighederne i de pågældende lande og arbejder på at informere de berørte personer.