Sundhedsøkonom ser demokratisk udfordring i megaregion
Det har været længe ventet, og tirsdag aften kan flere medier så erfare, at Region Hovedstaden og Region Sjælland lægges sammen.
En ny megaregion er en del af regeringens sundhedsreform, som præsenteres onsdag, men det er ikke løsningen på problemerne, vurderer Kjeld Møller Pedersen, sundhedsøkonomen ved Syddansk Universitet.
Han peger på, at der specifikt i Region Sjælland er problemer, og dem ser han altså ikke blive løst med én stor region.
- Det er befolkningssammensætningen, der spiller ind, og så har de også lidt svært ved at rekruttere læger. At de problemer skulle blive lettere og løst ved en sammenlægning, har jeg rigtig svært ved at se.
Han mener, at der i stedet burde være set på den økonomiske situation i Region Sjælland i form af en styring af bloktilskuddet.
Med den nye Region Østdanmark, som altså ifølge flere medier er en del af reformen, bliver der stor forskel på regionernes størrelse. Den nye region vil omfatte knap halvdelen af befolkningen.
Det kan potentielt give problemer med repræsentationen, mener han.
- Når der skal vælges medlemmer til regionsrådet i den kæmpestore region, hvor meget plads bliver der mon så til et medlem fra Lolland, der er tyndt befolket?, spørger Kjeld Møller Pedersen.
Regionernes fremtid har ført til en ophedet debat i sundhedsdanmark og internt i regeringen, der derfor nedsatte en kommission.
Den kom i juni med tre mulige modeller for den fremtidige styring af det danske sundhedsvæsen, men regeringen ser ud til - i hvert fald for regionerne - at have valgt sin egen vej.
Ifølge Kjeld Møller Pedersen kan en megaregion komme til at fylde meget i forståelsen af sundhedsvæsenet. Han spår mere fokus på København.
- Der kan komme en tendens, hvor man bliver mere fokuseret på København og så sender en bus med københavnerlæger til Slagelse.
- Men det skaber jo ikke en varig løsning på lægerekruttering til Slagelse Sygehus, siger han.
Hos Lægeforeningen er tonerne dog anderledes. Her har formand Camilla Rathcke tidligere opfordret til at slå de to regioner sammen.
Regeringen vil præsentere sin sundhedsreform onsdag klokken 10.
/ritzau/