23948sdkhjf

Kühnau: Man skal ikke oprette 17 selvstændige kongedømmer

Regeringen foreslår nye sundhedsråd. De skal være effektive, mener regionerne, som får de fleste pladser

Står det til regeringen, skal der etableres nye sundhedsråd over hele landet i et forsøg på at skabe sammenhæng i de nære sundhedstilbud.

Skal det være en succes, er det dog afgørende, at de bliver effektive og i stand til at træffe de nødvendige beslutninger.

Sådan lyder det fra en af dem, som står til at få en plads - Danske Regioner.

Beslutningerne handler blandt andet om bedre indsatser i borgernes egne hjem for at forebygge indlæggelser, siger formand Anders Kühnau.

- Det kræver, at sygehusene også vender sig udad mod det nære, og det er vi klar til, siger Kühnau, der også er socialdemokratisk formand for Region Midtjylland.

Det handler også om samarbejdet på tværs.

- Man skal være opmærksom på ikke at oprette 17 selvstændige kongedømmer, men nogle, som også kan arbejde sammen.

- Der ser jeg regionerne som værende afgørende - både i at sætte sig for bordenden, men også at sikre den koordinering, siger han.

Foruden regionsrådsmedlemmer skal de 17 sundhedsråd, der skal have mellem 6 og 20 medlemmer, bestå af byrådsmedlemmer.

Det er dog regionsrådsmedlemmer, som skal udgøre flertallet.

Hos Kommunernes Landsforening (KL) glæder formand Martin Damm sig over, at byrådsmedlemmerne får pladser i rådene.

Det er dog en stor opgave i at sikre prioriteringen, mener han.

- Opgaven er ikke at gøre supersygehusene endnu mere super. Derfor er det vigtigt, at det her ikke ender med endnu mere centralisering af det nære sundhedsvæsen, siger han i en pressemeddelelse.

Rådene er blot en enkelt del af det udspil til en stor sundhedsreform, som SVM-regeringen har præsenteret onsdag formiddag.

En anden del af reformen handler om, at vi i fremtiden skal have fire regioner, frem for fem som det er tilfældet i dag.

Det skal ske ved at lægge Region Hovedstaden og Region Sjælland sammen til én stor megaregion med næsten halvdelen af danskerne.

Den nye Region Østdanmark vil blive styret af 41 regionsrådsmedlemmer - det samme antal i hver af de fem regioner i dag.

Samtidig skrues antallet ned i de andre tre regioner til 25-31, og i alt skal der i fremtiden være cirka en tredjedel færre regionsrådsmedlemmer.

Ifølge Anders Kühnau fra Danske Regioner bliver der længere fra borgere til regionsrådsmedlemmer, som vil få afgørende indflydelse.

- Det er en udfordring med denne her reform. Jeg håber på, at de her nye sundhedsråd vil være en modvægt til denne her centralisering.

- Med de her råd vil borgerne forhåbentlig opleve, at beslutningerne om det nære sundhedsvæsen bliver truffet tæt på dem, siger han.

De nye sundhedsråd og regionsråd skal være i funktion i 2027.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063