23948sdkhjf

Ambu-direktør opsagt efter et halvt år

Rummana Hasan blev hentet til Ambu fra Olympus i februar, men hun blev allerede fyret fra virksomheden i august.

Rummana Hasan er færdig som direktør for marketing (CMO) hos Ambu efter blot et halvt år i stillingen.

Det skriver MedWatch.

Hun blev ansat i februar 2024 fra en stilling hos konkurrenten Olympus, men stoppede allerede i august i år.

Administrerende direktør Britt Meelby Jensen har overtaget ansvarsområdet efter Hasans afgang, indtil der findes en ny marketingdirektør, oplyser endoskopigiganten til til mediet.

Ifølge Ambu var der ikke det rigtige match mellem virksomheden og Hasan, hvilket førte til hendes tidlige afgang. Ambu har ikke givet yderligere detaljer om årsagerne bag beslutningen.

Rummana Hasan har over for MedTechNews ikke ønsket at kommentere yderligere.

Stor udskiftning og store tal

Udover Rammana Hasans til- og afgang i Ambu, har der de seneste år været stor udskiftning i de øverste ledelseslag. Britt Meelby Jensen kom til i maj 2022.

For cirka et år siden indtrådte Finn Möhring som CTO.

I oktober i fjor stoppede Thomas Frederik Schmidt og blev erstattet af Henrik Skak Bender som ny CFO.

I sommer var det så driftsdirektøren, der trak stikket, og her blev Graziela Malucelli ny COO.

Selvom der har været større omrokeringer i den øverste ledelse, så har Ambu haft stor succes de seneste år. Efter en periode inden Britt Meelby Jensens tiltræden med flere nedjusteringer, har Ambu igen fundet succesen.

I seneste fulde regnskabsår gik bundlinjen fra 93 til 168 millioner kroner, og forventningerne til årets regnskab er opjusteret flere gange.

Om Ambu

  • Stiftet i 1937.
  • Omsatte for 4,775 mia. kr. i 2022/2023.
  • 4600 ansatte.
  • Producerer medicinsk engangsudstyr.

Kilde: Ambu

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047