Dansk høreapparat-underleverandør indgår forlig med giganter i kopi-sag
Der er sat punktum i en sand David mod Goliat-sag for den danske komponentleverandør Sonion.
Således har Sonion nu indgået forlig med Sony og Huawei i kopi-sagen vedrørende Sonions produkter til støjreduktion.
Sagen omhandler et produkt fra Sonion, som bruges til smart støjreduktion. Sonion, der er underleverandør af komponenter til høreapparater og hovedtelefoner, står bag et produkt, der ved at opfange vibrationer i kæbebenet kan frasortere udefrakommende støj.
Senere begyndte Huawei og Sony at sælge høretelefoner med en lignende teknologi. Det fik både Sø- og Handelsretten og Østre Landsret til at nedlægge midlertidige forbud, men der var ikke faldet nogen egentlig retslig afgørelse i sagen.
Det kommer således heller ikke til at ske, eftersom der nu er indgået et forlig. Overfor Medwatch bekræfter CEO i Sonion, Christian Nielsen, at der blev indgået forlig i november, men han uddyber ikke, hvor meget forliget lyder på. Han er godt tilfreds med udfaldet, hvor Sonion nu slipper for at gå igennem en langtrukken retssag.
- Det må være sådan, at når et selskab opnår et patent, så må den pågældende virksomhed kunne forvente at få den indtjening, som den innovation genererer, siger han til Medwatch.
Sonion har over 50 år på bagen. Virksomheden har hjemme i Roskilde.
Sonion leverer en række mikromekaniske komponenter til høreapparat- og høretelefonproducenter.
Selskabet omsatte i 2023 for over 1,6 milliarder kroner.
Produktionen foregår på to fabrikker i Vietnam, og Sonion har i alt cirka 6000 ansatte.