Dansk medtech-virksomhed sikrer millioninvestering fra EIB
Den danske medicoteknologiske virksomhed Norlase har indgået en aftale med Den Europæiske Investeringsbank (EIB) om en venturegældsfinansiering på 20 millioner euro. Finansieringen skal støtte udbredelsen af Norlases øjenlaserteknologi og styrke Danmarks position inden for medicoteknologisk innovation.
Norlase, som er en spinoff-virksomhed fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU), vil anvende midlerne til videreudvikling og markedsføring af deres bærbare øjenlaserteknologi. Teknologien anvendes til diagnosticering og behandling af årsager til synstab og blindhed.
Det oplyser Den Europæiske Investeringsbank i en pressemeddelelse.
- Danmarks arbejde med at opbygge landets økosystem inden for bio- og medicoteknologi giver virkelig bonus i dag. Ligesom andre danske virksomheder, vi har finansieret for nylig, er Norlases teknologi den allerbedste og et ægte eksempel på europæisk innovations fortræffelighed, udtaler EIB's næstformand Ioannis Tsakiris.
Finansieringen fra EIB støttes gennem Europa-Kommissionens InvestEU-initiativ og har til formål at styrke Norlases position som førende europæisk virksomhed inden for medicoteknologi. Investeringen kommer på et tidspunkt, hvor behovet for teknologisk innovation inden for øjenbehandlinger er stigende.
- Patientbyrden fortsætter med at vokse, og behovet for at sætte skub i den teknologiske innovation inden for øjenbehandlinger har derfor aldrig været større. Med fire produktlanceringer i løbet af bare fem år, og en branche som hurtigt har taget produkterne i brug, går Norlase i spidsen for denne transformation, udtaler Norlases CEO og medstifter Oliver Hvidt.
Norlase har for nylig lanceret deres fjerde og mest innovative udstyr, LYNX, der kan nedsætte behandlingstiden med over 50 procent. Dette sætter nye standarder for laserbehandlingers effektivitet, tilgængelighed og præcision inden for øjenbehandling.