23948sdkhjf

Dansk-japansk samarbejde baner vej for kvanteberegninger i medicinalindustrien

Innovationsfonden investerer 19 millioner kroner i banebrydende projekt

Et nyt samarbejde mellem danske og japanske eksperter inden for kvanteteknologi kan revolutionere udviklingen af fremtidens medicin.

Projektet, der går under navnet HyperTenQ, er et samarbejde mellem japanske QunaSys, Københavns Universitet og Novo Nordisk Foundation Quantum Computing Programme (NQCP). Målet er at udnytte kvantecomputeres enorme potentiale til at løse komplekse kemiske beregninger, som er afgørende for udviklingen af ny medicin.

Det oplyser Innovationsfonden i en pressemeddelelse.

- Kombinationen af højt udviklet kommerciel kvantesoftware og den unikke åbne hardwareplatform her på Niels Bohr Instituttet skaber fremragende rammer for et stort spring fremad inden for kemiske kvanteberegninger, udtaler Gemma Solomon, kemiprofessor og Scientific Director of Algorithms and Applications hos NQCP.

Projektet vil fokusere på at optimere kvantecomputerens evner til at løse fremtidens kemiproblemer ved at kombinere to af de seneste algoritmer inden for feltet: hyper-sammentrukne tensorer og qubitisering. Dette vil gøre det muligt at udnytte de knappe kvante-ressourcer maksimalt.

- Vi har gennem adskillige år arbejdet indgående med at udvikle kvante-baserede løsninger til simulering af kemiske reaktioner, og med udgangspunkt i den ekspertise og vores banebrydende softwaremodeller ser vi frem til et spændende projekt, siger Erik Stangerup, CEO for QunaSys i Danmark og resten af Europa.

Innovationsfondens investering på 19 millioner kroner udgør størstedelen af projektets samlede budget på 21 millioner kroner. Projektet forventes at løbe over en fireårig periode og kan potentielt revolutionere måden, hvorpå medicinalindustrien udvikler nye lægemidler.

QunaSys bringer års erfaring inden for kvantecomputing til bordet med deres proprietære QURI SDK, der har strømlinet kvantekemiske simuleringer og maksimeret effektiviteten af kvante-ressourcer. NQCP, som en del af Niels Bohr Instituttet, bidrager med deres ekspertise inden for udvikling af fejl-tolerant kvantecomputer-hardware og algoritmer specifikt rettet mod problemer inden for kemi og biologi.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047