23948sdkhjf

Nyt inventar for 262 millioner kroner til det nye OUH

Region Syddanmark investerer i avanceret udstyr til Danmarks største nybyggede universitetshospital

Regionsrådet i Region Syddanmark har godkendt indkøb af nyt inventar og teknisk udstyr til en værdi af 262 millioner kroner til det nye Odense Universitetshospital (OUH). Beslutningen blev truffet på regionsrådsmødet den 24. marts 2025.

Investeringen omfatter en bred vifte af udstyr, herunder stinkskabe, klædeskabe, frysere og andet klinisk inventar til laboratorier, samt mere almindeligt inventar som rulleborde, møbler til pårørende og garderobeskabe. Udstyret er nødvendigt for at indrette de cirka 10.000 rum på det nye universitetshospital og sikre, at det bliver fuldt funktionsdygtigt ved åbningen.

Det oplyser Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

- Det hele handler om at vi får det nye OUH indrettet med optimalt inventar og teknisk udstyr, så vi fra slutningen af 2027, når de første patienter rykker ind, kan tilbyde effektive og sikre patientforløb fra dag ét, udtaler Karsten Uno Petersen (S), formand for Region Syddanmarks udvalg for byggeri, indkøb og grøn omstilling.

Indkøbsprocessen er en omfattende koordinerings- og logistikopgave. Regionen planlægger at flytte så meget som muligt af det eksisterende inventar og tekniske udstyr fra det nuværende OUH til det nye hospital. Alt nuværende inventar vurderes i forhold til levetid og kvalitet, og det, der skal flyttes med, registreres i en stor database.

- Den opgave, vi her er i gang med, er egentlig ikke så forskellig fra den, man står over for, når man skal flytte i et nyt hus. Man tager en del af de gamle møbler med, men køber ny opvaskemaskine og andre nye hårde hvidevarer. Her har vi så at gøre med Danmarks største nybyggede universitetshospital, hvor 10.000 rum skal indrettes, så der er tale om en kæmpestor koordinerings- og indkøbsopgave, siger Karsten Uno Petersen.

Udbuddene for det nye inventar igangsættes omgående. En kritisk faktor i processen er at sikre, at det nyindkøbte inventar ankommer til det nye sygehus i det rette tidsvindue mellem bygningens færdiggørelse i slutningen af 2026 og indflytningen af den første patient i slutningen af 2027. Derudover skal der tages hensyn til, at visse rum kræver omfattende myndighedsgodkendelser, og disse rum skal være fuldt indrettet, før godkendelsesproceduren kan gennemføres.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078