Stor IT-koncern får en medtech-direktør
Den franske IT-konsulentkoncern Capgemini styrker sin danske medtech-forretning.
I en pressemeddelelse lyder det, at Capgemini Danmark har ansat Simon Bygum i en stilling som medtech-direktør. Her skal han varetage opgaver til det voksende marked i life science- og medtech-sektorerne.
- Med et mere målrettet fokus på medtech får vi en endnu mere dedikeret tilgang til kunderne, som matcher den udvikling, vi har set for vores life sciences-engagementer i Danmark. Her får Simon en klar opgave i at udvikle vores forretning og bygge videre på de dybe, langvarige partnerskaber, vi har formået at etablere. Samtidig understøtter den mere industrifokuserede tilgang også vores forbindelse til Capgeminis globale muskler målrettet dette marked. Det gør, at vi hurtigere og mere fleksibelt kan trække kompetencer ind på de omfattende projekter, vi har hos danske Life Sciences-selskaber, udtaler administrerende direktør for Capgemini Danmark, Søren Luplau-Pagh.
Ifølge Simon Bygum oplever Capgemini Danmark en stigende interesse fra life sciences-industrien for netop de integrerede kompetencer i Capgemini-koncernen. Det hænger sammen med, at Danmark over de seneste år er blevet den største nordeuropæiske hub for life sciences i det globale konsulentfirma, lyder det i meddelelsen.
- Vi hjælper allerede mange af de førende danske selskaber. Men vi ser et stort potentiale for at tage yderligere markedsandele via vores position som strategisk og digital transformationspartner. Det gælder på IT-delen, hvor vi er store i dag. Men det gælder også indenfor produktudvikling og R&D, hvor vi med vores lokale og globale folk i Capgemini Engineering og Management Consulting kommer med industrispecifikke kompetencer og tung markedsrelevant erfaring, udtaler Simon Bygum.
Herhjemme står Capgemini blandt andet bag den digitale sundhedsløsning MineAftaler, der giver patienter overblik over deres aftaler i sundhedsvæsenet.
Capgemini Danmark har knap 400 ansatte og omsatte i 2023 for lige under 800 millioner kroner.
På verdensplan har Gapgemini, der har hovedsæde i Paris, over 300.000 ansatte og omsatte i 2023 for 23 milliarder euro.