Nyt udstyr til hurtig kontaktfri undersøgelse af hudkræft
Innovationsfonden investerer 25,7 millioner i projektet.
Forskningsprojektet ShapeOCT etablerer et stærkt dansk forskningsmiljø inden for udvikling og anvendelse af højopløsningsbilleddannende OCT (optisk kohærens tomografi) udstyr til hurtig kontaktfri undersøgelse af hudkræft i et internationalt samarbejde mellem Danmarks Tekniske Universitet, Bispebjerg Hospital og danske NKT Photonics A/S, samt University of Kent i England og Harvard Medical School i USA.
OCT-systemerne vil som lyskilde bruge en såkaldt superkontinuum-laser, hvis enorme spektrale båndbredde og høje intensitet er helt essentiel for at opnå en rekordhøj dybdeopløsning på kun 2 mikrometer, der er nødvendig, når OCT-systemet skal bruges til undersøgelse af hudkræft. Dette kræver dog, at forskerne gennem omhyggelig kontrol af ikke-lineære fysiske effekter udvikler en ny generation af superkontinuumkilder med væsentligt lavere støj end normalt og et spektrum, der er pænt klokkeformet omkring den korrekte bølgelængde.
Bispebjerg Hospital vil som en del af projektet anskaffe et kommercielt OCT-system til hudkræft, hvis dårligere opløsning i kliniske studier af kræftpatienter vil blive sammenlignet med de udviklede højopløselige systemer. Med OCT-udstyret vil diagnose og behandling kunne ske hurtigere og med færre gener end i dag, hvor patienten typisk skal have foretaget en biopsi.