Nulvækst ødelægger velfærden
Indlæg af FOA, forbundsformand Dennis Kristensen.
Men det vil til gengæld ramme den offentlige sektor meget hårdt.
Nulvækst fører ét sted hen, og det er til massive forringelser i den offentlige velfærd. De seneste år er der allerede fjernet mange offentligt ansatte, og de politikere, som taler varmt for nulvækst, må jo komme på banen og fortælle om det er ældreplejen, sygehusene eller daginstitutionerne, som fremover skal forringes.
Tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor viser, at der fra 2009 til 2013 er blevet 34.500 færre offentligt ansatte i kommuner og regioner. Og i notatet fra Finansministeriet anslår man, at nulvækst frem mod 2020 vil betyde en nedgang på yderligere 24.000 ansatte i det offentlige.
Jeg tror grundlæggende, at langt de fleste er glade for vores velfærdssamfund og mener, at det skal udvikles frem for afvikles. Og netop samspillet mellem det offentlige og det private gør os til noget særligt. Vores børn bliver passet, og de syge bliver raske. Der er bestemt ikke brug for, at politikerne gør klar til nye store fyringsrunder og nedskæringer. Det vil være ødelæggende for velfærden.
Jeg opfordrer regeringen til at droppe nulvækst og i stedet øge væksten i det offentlige, hvis man fortsat skal levere service på et højt niveau til borgerne.
Statsministeren sagde det klart i sin nytårstale. Regeringen vil ikke nulvækst, og hun pegede også på, at den offentlige sektor, og de mange dygtige medarbejderne nu vil få et øget fokus. Det er helt på sin plads.