Et sundhedsfagligt bofællesskab
På 8.000 kvadratmeter fordelt på fire etager bor kommunale, regionale og private sundhedsaktører i Randers dør om dør og bruger løs af hinandens kompetencer.
"Det at samle forskellige sundhedsaktører giver en synergi, som ikke opstår, hvis man bor på ti forskellige adresser. Her bor vi dør om dør og mødes i kantinen til fælles frokost. Idéerne til flere af vores tværfaglige projekter er faktisk opstået over dagens ret. Det tværfaglige samarbejde foregår hver eneste dag, og jeg er sikker på, at det, at vi bruger løs af hinandens kompetencer er med til at øge fagligheden i det samlede tilbud til borgerne", siger leder af Randers Sundhedscenter, Susanne Bækgaard.
Fysioterapeut i Rehabiliteringsenheden, Sanne Møller Palner oplever dagligt, at den store videndeling og det tværfaglige samarbejde i Randers Sundhedscenter gør, at det er nemmere at hjælpe borgeren på rette vej:
"Jeg har blandt andet haft en rygopereret kvinde til genoptræning i Rehabiliteringsenheden. Hun havde problemer med at holde på vandet efter en operation, og her kunne jeg henvise hende til et tilbud i Kontinensklinikken den mulighed havde jeg ikke tidligere. Fordi der er så meget åbenhed og villighed til at samarbejde på tværs af faggrupper her i sundhedscentret, oplever jeg, at jeg kan give borgerne et bedre og mere sammenhængende tilbud. Og det giver jo også mig en stor tilfredshed i mit daglige arbejde", fortæller hun.
Omkring 700 borgere besøger hver dag Randers Sundhedscenter.