70 millioner til forsøg med bæltefri afdelinger
Regeringen vil nedbringe den fysiske tvang i psykiatrien.
Regeringen mener, at brugen af tvang så vidt muligt skal undgås, og at tvang kun skal kun bruges som absolut sidste udvej. Derfor er der afsat 73,6 millioner kroner fra satspuljeaftalen 2014-2017 til forsøg med bæltefri afdelinger. Formålet er at give de psykiatriske afdelinger erfaringer med vedvarende afskaffelse af behovet for fysisk tvang.
Kulturændring
Og det er vigtigt, at mennesker med psykiske lidelser oplever meget mindre tvang, mener sundhedsministeren.
"Det handler for mig og regeringen helt grundlæggende om en kulturændring om at vi ser på mennesker med psykiske lidelser som ligeværdige medborgere. Med bæltefri afdelinger, er vi et skridt i den rigtige retning", siger Nick Hækkerup.
I alt er der blevet udmøntet 70 millioner kroner til seks projekter, som er placeret ude i alle fem regioner. To af projekterne kører i Region Hovedstaden. Projekterne fokuserer især på mere personale på afdelingerne, men også at remme- og bæltefikseringer bliver erstattet af for eksempel kognitiv miljøterapi, aktiviteter og involvering af pårørende.
Det er en forudsætning for gennemførelsen af projekterne, at reduktionen i den fysiske tvang ikke betyder, at anvendelsen af andre former for tvang eller medicin stiger. Derfor går resten af pengene til, at Sundhedsstyrelsen kan udarbejde en effektevaluering, samt til administration.