23948sdkhjf

Dement kvinde kvalt i fikseringsbælte i Aalborg

Aalborg Kommune vil undersøge, hvordan det kunne gå til, at ældre kvinde blev kvalt i sin seng på et plejehjem
En ældre dement kvinde på et plejehjem i Aalborg er blevet kvalt i et fikseringsbælte, som hun var spændt fast i, skriver TV2/Nord.

Familiemedlemmerne til den 85-årige kvinde er dybt rystede. For få dage siden blev deres svigermor og mormor fikseret til sin seng. Det endte med at koste hende livet.

- Det har jeg det forfærdeligt med. Det er skuffende, at man viser så stor uansvarlighed, siger Benny Dahl, der er svigersøn til den afdøde kvinde, til tv-stationen.

Torsdag aften blev den ældre kvinde lagt i sin seng af to plejere på plejehjemmet Lollandshus i Aalborg. Først klokken fem om morgenen næste dag opdagede nattevagten, at kvinden var blevet kvalt. I flere timer har der ikke været noget opsyn, selv om kvinden lå i fikseringssele.

- Der burde man jo også holde øje med folk, hvis man fikserer dem mod deres vilje. En dement, der vågner om natten; hun har jo ikke kunnet forstå, hvorfor hun var spændt fast til den seng. Hun er gået i panik, siger Michael Sørensen, der er barnebarn til kvinden.

- I et forsøg på at komme ud af sengen kommer hun til at hænge i selen om brystet og bliver dermed kvalt langsomt, fortæller svigersønnen Benny Dahl til TV2/Nord.

Ambulancefolk forsøgte forgæves at genoplive den ældre kvinde, som på det tidspunkt, da hun blev fundet, havde en kropstemperatur på 33 grader. Men det lykkedes ikke.

Efter at TV2/Nord søndag har gjort Aalborg Kommunes ældrechef opmærksom på den tragiske hændelse, vil kommunen straks iværksætte en uafhængig undersøgelse af forløbet.

- Jeg er simpelthen usikker på, om den fiksering, der er sket med det her bløde bomundsbælte, er sket i overensstemmelse med de retningslinjer, som vi går efter, siger Jan Nielsen, der er direktør i ældreforvaltningen i Aalborg Kommune.

Ifølge TV2/Nords oplysninger har en overlæge på Aalborg Universitetshospital anmeldt episoden til politiet.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078