Digital post fra sygehuset
Sygehusene i Region Sjælland sender nu indkaldelser til undersøgelse og behandling digitalt.
"Du har fået digital post fra Region Sjælland. Tjek din digitale post på borger.dk eller e-Boks.dk hurtigst muligt", lyder de første linjer i brevet, hvor Region Sjælland opfordrer til, at man indstiller sin digitale postkasse til at sende adviseringer på mail og sms, når der kommer ny digital post.
"Det ligger endnu ikke på rygraden, at vi danskere skal tjekke vores digitale postkasse regelmæssigt. Derfor er det vigtigt at benytte muligheden for at få besked på sms og mail. Det er med til, at man ikke misser sin tid på sygehuset", siger Bjarne Klindt, der står i spidsen for Region Sjællands arbejde med Digital Post.
Mange danskere har tilmeldt sig Digital Post, hvor de tjekker lønsedler og skattepapirer en sjælden gang, men de er ikke opmærksomme på, at de efter et besøg hos egen læge kan modtage den aftalte indkaldelse til sygehuset i den digitale postkasse, påpeger han.