Buccolam får ikke generelt tilskud
Buccolam® er en mundhulevæske, som indeholder benzodiazepinet midazolam. Læger kan udskrive medicinen til akut behandling af epileptiske kramper.
"Vi giver afslag, fordi vi vurderer, at der er risiko for at patienter kan blive afhængige og misbruge denne medicin", lyder det fra Sundhedsstyrelsen.
En anden mulighed til akut behandling af epileptiske kramper er diazepam rektalvæske, der har generelt klausuleret tilskud, fortæller Sundhedsstyrelsen. Det betyder, at lægen blot skal skrive "tilskud" på recepten, for at patienten kan få tilskud.
Læger kan søge enkelttilskud til Buccolam® til de patienter, hvor det ikke er acceptabelt f.eks. af blufærdighedsmæssige grunde eller muligt at behandle med rektalt administreret diazepam.