Mere end hvert andet plejehjem får maden udefra
Plejehjem slipper billigere ved at få mad udefra til beboerne. Men det koster livskvalitet for de ældre.
95 ud af landets 98 kommuner har deltaget i en undersøgelse, hvor DR har kortlagt produktionen af mad til de 44.773 ældre, som bor på plejehjem eller i plejebolig i Danmark.
Men spareøvelsen er et dyrt bekendtskab for de ældre, da de har brug for duften fra et køkken - både for helbredet og for humørets skyld, siger Jens Kofod, som har forsket i ældre og plejehjem med særlig fokus på måltider de seneste 15 år, til DR Nyheder.
- Som udgangspunkt har vi et stort problem, i og med en stor del af de ældre er underernærede og undervægtige, siger Jens Kofod.
- Så vi bliver nødt til at gøre noget, for at kan de klare sig bedre i forhold til sygdomme og genoptræning. Når man forringer måltiderne på den her måde, skubber det på i forhold til en ond spiral, siger konsulenten fra Professionshøjskolen Metropol.
Ældrekommissionen kom for to år siden med en anbefaling, der blandt andet gik på, at de ældre bør være med til at bestemme menuen og lave maden dér, hvor de bor. Samtidig bør det på plejehjemmet dufte af mad forud for måltidet for at skærpe beboernes appetit.
Og de tre daglige måltider spiller en stor rolle for kvaliteten i de ældres liv, siger Ældresagens direktør, Bjarne Hastrup til DR Nyheder.
- De fleste beboere på de fleste plejehjem er både ensomme og kedsomme, og der betyder måltidet altså helt utroligt meget, siger Bjarne Hastrup, der kalder det "fatalt", at kommunerne efter hans mening vælger økonomi frem for livskvalitet i ældreplejen.
Thomas Kastrup Larsen, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Kommunernes Landsforening (KL), siger, at det er et spørgsmål om økonomisk prioritering på ældreområdet, da det er dyrt at etablere lokale køkkener ude på plejehjemmene.
/ritzau/