Regionsrådet vælger Falck til nordjysk ambulancetjeneste
Falck bliver leverandør af ambulancetjenesten fra 1. april 2015 og fem år frem i tiden.
Det var straks mere kompliceret at beslutte sig for hvilken responstidsmodel, der skal indgås kontrakt om. Her havde politikerne 32 forskellige pristilbud at tage stilling til. Valget faldt på en model, hvor tilbudsgiveren skal overholde en gennemsnitlig responstid for hele Region Nordjylland på 9 minutter og 12 sekunder pr. kvartal ved en "Kørsel A", som er en akut ambulancekørsel. Det er akkurat det samme niveau, som Falck skal overholde i den nuværende kontrakt.
Regionsrådsformand Ulla Astman er godt tilfreds med, at regionsrådet besluttede at holde fast i den nuværende model.
"Med de mange forskellige pristilbud havde vi rigeligt med muligheder for både at skrue op og ned for serviceniveauet for vore akutte ambulancekørsler. Det vil imidlertid koste mange millioner at skrue bare en anelse op for serviceniveauet. Derfor har vi valgt en økonomisk forsvarlig løsning, hvor fagfolkene samtidig garanterer, at vi ikke går på kompromis med patientsikkerheden", siger Ulla Astman, som af hensyn til den endelige kontraktafklaring ikke kan gå i detaljer om prisen.
Region Nordjyllands præhospitale leder, Poul Anders Hansen, kan fuldt ud bakke op om regionsrådets beslutning.
"Allerede i dag fungerer det præhospitale beredskab her i Region Nordjylland glimrende med den nuværende responstid for de akutte kørsler. Når vi efter dette udbud kan holde det på samme niveau, så kan borgerne i regionen føle sig helt trygge ved kvaliteten af ambulanceberedskabet", siger Poul Anders Hansen.