Royalt besøg på sundhedscentret
H.K.H. Kronprinsesse Mary og udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen på besøg i Myanmar, det tidligere Burma.
"Kronprinsessens engagement er velkendt og meget værdsat. Besøget bidrager til at sætte fokus på den svære og ofte tabubelagte dagsorden om at sikre fattige og sårbare kvinders ret til at bestemme over deres egen krop", fortæller Rasmus Helveg Petersen, der brugte anledningen til at offentliggøre en ny bevilling på 85 millioner kroner til det internationale arbejde for at forebygge uønskede graviditeter, seksuelt overførte sygdomme og at kvinder dør i barselssengen.
Pengene går til organisationen Marie Stopes International, der driver sundhedscentret, som Kronprinsessen og Helveg besøgte i centrum af Yangon, Myanmars største by.
"Sundhedscentret sikrer gennem oplysning og prævention, at kvinderne i Myanmar undgår uønskede graviditeter. Det betyder samtidig færre illegale aborter, der ofte får forfærdelige konsekvenser i et land som Myanmar," siger Rasmus Helveg Petersen.