Er kommunernes ambitioner for handicappede druknet i regneark?
Debatindlæg af Lone Møller, landsformand i Spastikerforeningen.
Vores rådgivning er ikke et repræsentativt billede af virkeligheden, men et så massivt negativt fokus, som det vi oplever lige nu, lyver desværre ikke - dårlig sagsbehandling, ukendskab til reglerne, stor reduktion i timetallet, fjernelse af natdækning og konvertering af timer fra BPA til hjemmehjælp. Seneste eksempel er en kommune, der reducerer en hjælperordning til en svært handicappet spastiker i el-kørestol fra 84 til 46 timer. Det betyder hjælperordning fra klokken 8 til 14, og hjælperens sidste opgave, når hun går klokken 14, er at give borgeren ble på. Næste besøg er hjemmeplejen, som skifter bleen klokken 22.
Set fra vores perspektiv ligner det en ordning på sammenbruddets rand, tvunget i knæ af kommunal uvilje mod ordningen. Vi får nemlig medhold i rigtig mange af de sager, vi bliver involveret i. Det fortæller to ting. For det første at det er den kommunale praksis og sagsbehandlingen, der er det helt store problem. Og for det andet så fortæller det den gamle klassiske historie om isbjerget. Hver gang vi har kontakt med én, er der mindst ti, som ikke får hjælp og rådgivning. De, der ikke har ressourcer og kræfter til at klage og søge hjælp, de får ikke efterprøvet deres sag. Det er her, vi finder spillets helt store tabere.
I flere år har kommunerne argumenteret med en presset økonomi. Men verden har forandret sig, og den kommunale økonomi har rettet sig. Men den kommunale spareiver er gået over gevind og har fortæret den handicappolitiske ambition. Hvor er de kommuner, som har en aktiv og offensiv handicappolitik?
Borgerstyret Personlig Assistance blev skabt, fordi vi som samfund ønskede at tænke stort og visionært om handicappede borgeres lige muligheder. Vi skabte en kompensationsordning, som skulle give handicappede borgere større selvstændighed, frihed og en tilværelse på selvvalgte præmisser. Er den tanke gået helt tabt? Sådan som BPA-ordningerne administreres i dag, er de reduceret til avancerede hjemmehjælperordninger. Det giver ikke borgeren frihed og selvbestemmelse, men retten til at vente på næste besøg fra hjemmeplejen. Det er uværdigt og urimeligt. Nu må granatchokket ovenpå kommunalreformen fortage sig.
Vi efterlyser og forventer simpelthen en mere ambitiøs indsats fra kommunerne.