FAKTA: Det anbefaler Børnerådet
Børnerådet kritiserer forholdene for børn inden for psykiatrien og kommer med 11 anbefalinger på området.
* Tvangen over for børn og unge i psykiatrien skal nedbringes. Ambitionen på alle børne- og ungepsykiatriske afdelinger bør være, at man undgår tvang. Særligt bør bæltefikseringer helt undgås.
* Det bør ikke være op til forældrene at give samtykke til tvangshændelser - det bør bero på en lægefaglig vurdering.
* Som minimum skal alle tvangslignende hændelser, hvor der foreligger samtykke fra forældre, men hvor børn modsætter sig, registreres.
* Børn under 15 år skal tilbydes en uvildig patientrådgiver, der er særligt egnet til at tale med børn og unge.
* Børn under 15 år skal have klageadgang.
* Børnene og de unge skal i videst muligt omfang inddrages i deres behandlingsforløb og de beslutninger, der bliver taget om dem.
* Regionerne og kommunerne skal være langt bedre til at samarbejde om indlæggelser af børn og unge.
* Der skal være særligt fokus på udskrivninger, sådan at alle børn og unge oplever, at der er en plan for dem, når de forlader hospitalet.
* Børn og unge skal have ensartet, klar og letforståelig information om deres rettigheder under en indlæggelse.
* Der skal være mere ensartethed i behandlingsmetoder og tilgange afsnittene imellem.
* Børne- og ungeafsnittene skal i højere grad indrettes på børnene og de unges præmisser, så de føles hjemlige og hyggelige.
Kilde: Børnerådet.
/ritzau/