Ældresagen til kamp for gps til demente patienter
Det er hul i hovedet, at demente på plejehjem kan udstyres med gps, mens demente patienter ikke kan.
Derfor henvender foreningen sig nu til sundhedsminister Nick Hækkerup (S) for at forsøge at få ændret sundhedslovgivningen.
- Vi ønsker lige så fornuftige regler for demente patienter på hospitalerne som for demente mennesker på plejehjem, siger Margrethe Kähler, chefkonsulent og jurist i Ældresagen.
Hvidovre Hospital har netop fået afslag fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse på at kunne udstyre demente patienter med gps.
- Det er helt hul i hovedet. Demente mennesker, der bliver indlagt på et hospital, bliver i tilgift mere konfuse og forvirrede, fordi de er i fremmede omgivelser og blandt fremmede, siger Margrethe Kähler.
Hun mener, at det i virkeligheden er en skærpende omstændighed, der i sig selv burde tale for, at demente patienter skal kunne udstyres med en gps.
- Det er forskellen på liv eller død, siger hun.
Begrundelsen fra Sundhedsministeriet er, at "sundhedslovgivningen er baseret på princippet om frivillighed". Men den begrundelse holder ikke, mener Margrethe Kähler.
- Mennesker med demens kan netop ikke træffe frivillige beslutninger. Det er meningsløst, når de ikke kan forstå, hvad tingene handler om.
Afslaget bekymrer også Gunhild Waldemar, der er leder af Nationalt Videnscenter for Demens.
- Det skulle jo gerne være sådan, at en person med demens kan blive indlagt på hospitalet, uden at man skal risikere, at vedkommende kan blive væk, siger hun til DR P4 København.
Ifølge en undersøgelse, som DR2 har foretaget ved at gennemgå landets aviser, er 15 demente personer døde i løbet af det seneste år efter at være forsvundet.
90.000 danskere vurderes at være ramt af demens ifølge Nationalt Videnscenter for Demens.
Der er omkring 2400 gps-enheder i brug på landets plejehjem.
/ritzau/