23948sdkhjf

Læge bag 262 opkald til 1813-telefon anklages for chikane

Lægeetisk Nævn giver påtale til den læge, der 262 gange ringede og chikanerede akuttelefonen 1813.
Når en læge ringer 262 gange til akuttelefonen 1813 i Region Hovedstaden, er det chikane, og derfor får lægen bag opkaldene nu en påtale af Lægeetisk Nævn.

Nævnet vurderer, at lægen har overtrådt de etiske regler for læger ved at ringe til akuttelefonen, der i starten af 2014 blev kritiseret for lang ventetid for syge borgere, der søgte behandling.

- Det fremgår, at lægens 262 opkald til 1813-telefonen i perioden fra den 1. januar til den 14. januar 2014 har haft en systematisk karakter uden noget lægefagligt ærinde eller formål.

- Lægen burde have været klar over, at opringningerne kunne have forhindret andre i at komme igennem. Han har dermed tilsidesat sine forpligtelser til at medvirke til at forebygge sygdomme og fremme sundhed, siger Mogens Skadborg, formand for Lægeetisk Nævn, i en pressemeddelelse.

Tidligere blev det afgjort, at syv ud af de i alt otte læger, der har været beskyldt for chikane mod akuttelefonen 1813, ikke overtrådte de etiske regler for læger.

I den sidste sag har Lægeetisk Nævn vurderet, at der er tale om en atypisk sag, og at lægen næppe vil gentage adfærden. Derfor har nævnet ikke fundet grundlag for at gå videre med sagen i form af krav om bod eller eksklusion.

I yderste tilfælde kunne nævnet stå bag en indstilling om at ekskludere den pågældende fra Lægeforeningen.

I de første par uger af 2014 har flere læger ringet til akuttelefonen hundredvis af gange. En enkelt af lægerne skulle angiveligt have ringet 115 gange til 1813 inden for én time.

Når lægen kom igennem til en sygeplejerske, konstateredes blot: "Der er ikke andet, jeg vil bare klage over det her, fordi det er simpelthen urimeligt."

Lægeforeningens Lægeetiske Nævn består af fem medlemmer, som vælges af Lægeforeningens repræsentantskab.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062