Unikt samarbejde om uddannelse af SOSU´er
Som de første i landet får social- og sundhedsassistentelever fra Social- og Sundhedsskolen i Silkeborg snart suppleret deres uddannelse på hospitalerne med praktik i kommunernes pleje og genoptræning.
"Der er behov for at udvikle og tilpasse uddannelsen til fremtidens arbejdsmarked. Det gælder både behovet for mere uddannelse og for uddannelse, der svarer til de forandringer, der sker i det nære sundhedsvæsen. Nu gennemfører vi et pilotprojekt med to hold elever, og det kan på sigt både føre til ændringer og tilpasning af uddannelsen, og til at vi kan uddanne flere," siger vicedirektør Karen Roed, Social- og Sundhedsskolen i Silkeborg.
Kommunerne vil gerne bidrage til at uddanne flere social- og sundhedsassistentelever:
"Vi får brug for dem i de kommende år, og det er i alles interesse, at uddannelsen er tilpasset borgernes behov, når de kommer hjem til kommunale tilbud efter behandling på hospitalet," siger sundheds- og omsorgschef Inge Bank, Silkeborg Kommune.