23948sdkhjf

Massefravær til nyttejob: Arbejdsløse skræmmes væk

Det undrer ikke landets socialrådgivere, at mange ledige udebliver fra nyttejob. Folk skræmmes væk, lyder det.
Det kommer ikke som den store overraskelse for landet socialrådgivere, at ledige i stor stil udebliver fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) nye nyttejob.

Det siger formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Majbritt Berlau.

- Nyttejob og straks-aktivering har utvivlsomt haft en skræmmeeffekt, men spørgsmålet er jo, om det hjælper den arbejdsløse videre mod en reel jobåbning, siger hun.

En rundringning, som Ritzau har lavet til en række af landets store og mellemstore kommuner, viser, at udsigten til at skulle arbejde for kontanthjælpen får mellem 40 og 70 procent til at takke nej til nyttejobbet og i stedet klare sig på egen hånd.

- Når man prøver at skræmme folk væk, så har det som regel en effekt. Det kommer ikke så voldsomt bag på mig, siger Majbritt Berlau om resultatet af rundringningen.

- Men spørgsmålet er, om de ledige kan blive ved med at klare sig selv. Eller om det blot betyder, at de kommer tilbage til systemet et par måneder senere, når de er blevet helt tappet for ressourcer, siger hun og fortsætter:

- Nyttejob giver hverken et løft i faglige kompetencer eller et netværk eller en åbning til arbejdsmarkedet, som, vi ellers ved, er afgørende for at hjælpe de arbejdsløse i retning af et job.

I Aarhus Kommune er der oprettet 240 nyttejob, primært på kommunens ældrecentre, hvor kontanthjælpsmodtagerne skal hygge om de ældre eller hjælpe med praktiske opgaver.

Ifølge jobcenterchef Christian Schacht-Magnussen falder omkring 40 procent fra, inden de er begyndt.

- Nogen finder selv et job, andre begynder på noget studieforberedende, og så er der formentlig en gruppe, som bliver forsørget af deres forældre, siger Christian Schacht-Magnussen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062