Et skridt frem for tilgængeligheden
Statens Byggeforskningsinstitut på vej med én indgang for tilgængelighed og universel design på sbi.dk - for at sikre tilgængelighedsløsninger, mål og standarder i danske byggerier.
Af Anne R. Kraufeldt
Når en kørestolsbruger ikke kan komme ind ad en alt for hurtigt kørende svingdør eller når en hørehæmmet ikke har en chance for at følge med i et foredrag, fordi der ikke er tænkt på en teleslynge, taler vi om ringe tilgængelighed. En tilgængelighed, der er i fokus og tænkes ind hver gang, der bygges nyt og renoveres.
Èt af problemerne for arkitekter, bygherrer og tilgængelighedskonsulenter er rådgivning og nem tilgang til tilgængelighedsløsningerne. Nu er SBi - Statens Byggeforskningsinstitut - på vej med én indgang på nettet, der fremover skal være med til at sikre tilgængeligheden i danske bygninger og hverdagsrum. Det fortæller rådgiver og arkitekt MAA, Lone Sigbrand fra SBi.
- Der har været - alt for mange - forskellige indgange, når fagfolk har søgt information. Det laver vi om på nu med ét site, der samler de mest relevante standarder, nyheder og værktøjer, fortæller Lone Sigbrandt til Magasinet Pleje.
Temaside
Hjemmesiden går i luften ultimo 2014 under titlen "Tilgængelighed og universel design". Siden vil ligge som en temaside under anvisninger.dk, og der vil også være tydelig markering af temasiden fra sbi.dk.
- Der vil blive fyldt løbende på i løbet af 2014, men ved udgangen af 2014 går siden i luften med det materiale, vi har. Desuden vil vi henvise fra hjemmesiden til andre vigtige aktører på markedet, såsom Socialministeriet og Vejdirektoratet, hvor man også finder relevant information, siger Sigbrandt.
Hvad vil arkitekter, bygherrer og fagfolk i plejesektoren opleve som de største forskelle?
- Vi kommer til at arbejde meget med anvisninger og værktøjer, f.eks. indretning af plejeboliger til personer med demenssygdomme og cases fra hele Danmark. Desuden bliver al viden kvalitetssikret, som et led i processen og vejledningerne bliver fagfællebedømt. Uanset, hvem man er og hvilken branche, man repræsenterer, vil man finde, at den nye hjemmeside giver svar på tilgængelighedsspørgsmål, siger Lone Sigbrand.
Det er bl.a. fagfolk samt Socialministeriet, der har efterspurgt en løsning, der samler viden om tilgængelighed og universel design ét sted under en kendt struktur, som sikrer lettere adgang til viden, erfaring og standarder.
Universel Design
Universel design er et relativt nyt begreb i Danmark. Det blev for alvor introduceret i 2009, hvor Danmark ratificerede FNs konvention om rettigheder for personer med handicap.
Universel design er imidlertid endnu ikke formelt defineret i en dansk sammenhæng. Derfor er der lige nu mulighed for at medvirke til at give begrebet et indhold, der passer til danske forhold.
I en række andre lande omkring os bruges universel design som både designmetode, politisk vision og rettighedsprincip. (Kilde: SBi).