Unikt sundhedssamarbejde fortsætter
Et projekt mellem fire kommuner, et regionshospital og praktiserende læger har vist sig at skabe så mange gode initiativer og resultater, at parterne nu har valgt at fortsætte samarbejdet.
Arbejdet med at skabe mere sammenhæng og bedre løsninger for borgere og patienter har vist sig at fungere så godt, at alle parter nu er parate til at gøre samarbejdet permanent.
"Borgerne oplever nogle gange, at der mangler sammenhæng mellem læger, hospital og kommune. Det satte vi os for, at vi ville forsøge at ændre ved i fællesskab at skabe nogle løsninger, der giver en større sammenhæng i sundhedsvæsnet. Vi er overbeviste om, at den måde vi har arbejdet sammen på, er fremtiden for sundhedsvæsnet", siger sygeplejefaglig direktør Marianne Jensen fra Regionshospitalet Randers.