42 millioner målrettet storrygere
En ny pulje på 42 millioner kroner skal give en særlig hjælpende hånd til de danskere, der ryger mest, og som har sværest ved at stoppe.
"Det er helt afgørende, at vi får sat nogle helt konkrete initiativer i gang, der kan hjælpe den gruppe af borgere, der gerne vil stoppe med at ryge, men som ikke har haft held til det endnu. Der kan være tidspunkter i folks liv, hvor de er særligt motiverede i forhold til rygestop, eksempelvis ved sygdom eller graviditet dér skal vi være bedre til at støtte et rygestop", forklarer sundhedsminister Nick Hækkerup.
27,5 millioner kroner fra den samlede pulje vil blive udmøntet i en ansøgningspulje til kommunerne. For at få del i den skal kommunerne indgå samarbejder med sygehuse og praktiserende læger. Et samarbejde, der skal sikre hurtig og smidig opsporing og henvisning af storrygere, der gerne vil holde op med at ryge. Kommunerne får også mulighed for at finansiere nikotinprodukter til de rygere, der ønsker det, og hvor det vurderes relevant.